1837 616
fr. ang. Selveierb, Testationsfrihed 1-2 §. 22 Nov. Fr. indeholdende nærmere Bestemmelser ang. den Selveierbønder ved Fr. 13 Mai 1769 hiems lede Testationsfrihed. Cancell. p. 156. [E. 2. p. 1025 jvfr. Roeskild. Standertid. p. 769 og Viborg Stændertid. I. 29 og II. 355]. Gr. Da Kongen har erfaret, at den Selveierbons der ved Fr. 13 Mai 1769 § 5 hiemlede Ret til at ane ordne, hvorledes der efter deres Død skal forholdes med deres Gaarde og Tilbehør, i flere Maader er underkastet Tvivl og Meningsulighed, hvilket deels paa den ene Side hemmer denne af vigtige Grunde tilstaaede Friheds Brug, deels og paa den anden Eide stundom kan give Unledning til dens Misbrug, ligesom hiin Uvished og kan afs stedkomme fordærvelige Rettergangstrætter, saa har Kongen fundet for godt at give det foranførte Lovbud nogle nærmere Bestemmelser. Efterat have i denne Anledning indhentet Betænkning fra begge Forsamlinger af de dans ske Provindsialstænder, bydes og befales som følger: 1.) Naar en gift Liendomsbonde, der lever i det sædvanlige Formuesfællesskab med sin Hustrue, vil benytte den Frihed, Fr. 13 Mai 5 giver ham til at giøre testamentarisk Anordning over Gaard med Tilbehør, bør han dertil erhverve hustruens Sams tykke. 2.) Ved den testamentariske Anordning, som Forældre saaledes giøre over en Selveiergaard, kan det og bestemmes, at den af dem, der bliver den Længst levende, skal, dog under de nærmere Bestemmelser, som den efterfølgende 4 § indeholder, beholde Gaarden med Tilbehør, imod et Vederlag, der svarer til den Værdie, hvorfor Gaarden i sin Tid skal overlades til et af Børnene, hvilket Vederlag siffres i Eiendommen og Børns Fædrene- eller Mo= 1769 § 5 band Gaar udbetales i de Tilfælde, hvori dem. Den drene-Arv ellers skal udbetales dem. Den Længstlevende er ikke bemyndiget til at sælge Gaarden, uden at den
