1832. 430
Anordn. ang. Retterg. p. 36l. 13-14 §. 15 Aug. liggiore Spørgsmaalet for Vidnet, og i ethvert Til. fælde, hvor der er Anledning til at formode, at Bidnet misforstaaer et Spørgsmaal, eller at dets Svar ikke tydeligen udtrykker dets Mening, bør han ved yderligere Efterspørgsel og Forklaring søge at faae flig Mangel afhiulpen. Selve Ledfæstelsen udfattes indtil Bidnets Forklaring fuldstændigen er modtaget og tilført Protos collen, samt oplæst for Bidnet, og dets Erklæring modtaget, om det i eet og alt tør vedstade samme under Eed, eller om det finder noget at berigtige eller nærmere at bestemme. Det bliver imidlertid, allerede inden Vids net aflægger sin Forklaring, at lægge det paa Hierte, at den maa aflægges med en saadan samvittighedsfuld Jagttagelse af Sandheden, at Vidnet kan trøste sig til ved Forklaringens Tilendebringelse at bekræfte samme med Eed, ligesom Dommeren og, hver Gang han finder Anledning til at frygte for at Bidnet ei haver dette i Erindring, atter bør minde derom. Inden Eeden endelig aflægges, bør Dommeren, foruden den lovbefas lede Advarsel til Vidnerne, anbringe de Formaninger og Erindringer, som i det enkelte Tilfælde maatte findes tienlige til at forsikkre sig om Vidnets Sanddruhed. Det følger ellers af sig selv, at Beedigelsen kan bort. falde, naar Parterne ere enige i at frafalde samme. Alt det Foranførte bliver og at iagttage af den Dommer, for hvem Vidnéforing finder Sted til Afbenyttelse uns der en ved en anden Ret staaende Sag; i hvilken da naturligvis den til saadan Vidneføring fornødne udsættelse bør gives. 14.) Ligesom §§ 7 og 8 vise, hvorledes der skal forholdes, naar enten Klageren eller ben Indklagede ikke møder Sagens første Tægtedag, saaledes skal og, naar nogen af Parterne udebliver en af de følgende Tægtedage, Sagen, hvis den af den mo:
