1833.
555
Fr. om Vidners Eed 3-5 §. foruden den lovbestemte Advarsel mod Meeneed, haver 10 Apr. at anbringe de Erindringer og Formaninger, som i det enkelte Tilfælde maatte findes tienlige til at forsikre sig om Bidnets Sanddruhed. 4.) Ved forommeldte Bestemmelse bliver dog Intet forandret i de giældende Loves Forskrifter angaaende selve Vidners Afbørelse. Parterne kunne saaledes fremdeles som hidtil, udenfor de Tilfælde, hvori inquisitoris Behandling finder Sted, selv eller ved dertil berettigede Personer overvære hele Vidneferetsen, og fremsætte de Spørgsmaale, som be, i Overeensstemmelse med den paa hidtil anordnet Maade udtagne Stævning, ønske Vidnerne forelagte; ligesom bet og, i Henseende til Vidnecitantens Fors pligtelse at møde og fremlægge skrivtlige Sporgsmaale, i Eet og Alt har sit Forblivende ved hvad der nu er anordnet. Det ventes i Særdeleshed, at Dom meren foruden, som foranført, at iagttage Alt hvad der kan tiene til at holde Vidnet den samme paaliggende strænge Pligt, at blive Sandheden troe, i levende Erin dring, ogsaa paa det Omhyggeligste sørger for, at ingen Urigtighed imod Vidnets Billie indløber i dets For flaring, og at han derfor, hvor det giores Behov, ty deliggior de af Parten fremsatte Spergsmaale for Widnet, og i ethvert Tilfælde, hvor der er Anledning til at formode, at det misforstaaer et Spørgsmaal, eller at dets Svar ikke tydeligen udtrykker dets sande Mening, søger ved yderligere Efterspørgsel og Forklaring at fane flig Mangel afbiulpen. 5.) Jøvrigt bør intet Vide ne, uden Nødvendighed, besværes med flere Moder i Retten, og altsaa Eedfæstelsen i Almindelighed finde Sted, saasnart dets Forklaring angaaende Alt, hvorom Man har at adspørge det, fuldstændigen er modtaget. Det følger og af sig selv, at Parterne i enhver albeles privat Sag kunne frafalde Ledfæstelsen og samtykke i at
