Anthropomorphismus er Overførelse af faadanne Egenkaber, der bere til Sandseverdenen paa Bæsener uden for! Samme især paa Guddommen. Da den bar sin Grund i den menneskelige Naturs Indkrænkelse, og i den Beitræbelse at forestille sig det Oversandselige uns der sandselige Billeder, faa fandt denne Forestilling for nemmelig Sted i Wenneskehedens Barndoms Alder, da den endnu ei funde hæve s til Canfen om et oversandse. ligt Væsen. Dost covefte Anthropomorphismus benhorer til hiin Eidsalder, der dannede sig en aldeles materiel Guddom og tilbad et saadant Billede som en virkelig Gud. Anthropomorphismus i mere indskrænket Forstand anven dee fun noget Menneskeligt paa Guddommen, og er enten dogmatisk naar den tillægger Guddommen selv men. neskelige Egenskaber,, eller symbolis, naar Guddommens Forhold til Sandfeverdenen kun derved udtrykkes. Here med bestemme vi analogisk hvad Gud, som Berdens Skaber, Opholder og Befyrer er for Berden, for fine Skabninger og for os, uden dermed at ville udgrunde, eller befemme hans egentlige Natur, hvilket vilde være en frugtes los Bestræbelse.
Antigone, astet af Dedipus og Jocafte i Blodkam, leed uskyldig for fit Fædrenehuses Forbandels se. Da Dedipus, efter Opdagelsen af den sig ubevidste begangne Forbrydelse, havde berovet fig Synet, førte hun og hendes Soster Ismene den af Sorg nedtrykte til Colonos, hvor han i Eumenidernes bellige fund fandt Maalet for fine Lidelser. Derpaa ilede hun til beben, for at standse Brødrenes mod hinanden begyndte Fiendt. ligheder. Hendes Bestræbelser rare forgieves: de faldt i Kampen mod bverandre, og Creon, de Baldnes Onkel, der nu styrede Cheben, forbod den yngre Broders Begra velse. Men Antigone fulgte fit hjertes Stemme; for at. faffe den lykkelige Ro, gik hun ud for at jorde ham, blev opdaget og efter Creons Dom levende begravet, dog ham selv til Sorg, thi hans egen Son Haimon, som elskede hende, dræbte sig selv ved hendes Side. Efter Andre gav Creon fin egen Son Befaling at dræbe Antigone.
Antik (antique) hvad der er fra ældre Sider, fra
Alderdommen, Oldtiden; bruges dog i Særdeleshed om
de Mindesmærker, der ere os levnede af Grækernes og Romernes
Kunster. Hine to Nationer falde vi almindeligt
de Gamle, og Kundskaben om deres litterære Birken og
deres Kunstarbeider falde vi Archæologie. I det 14de og
15de Aarhundred begyndte man fort i Italien at fatte
disse Mindesmærker. Winkelmann, der havde Nand
