heden og havde først til lærer Peripatetikeren hede phrast og siden Crantor. Efter Crates's Dod kom han i Spidsen for den academiske Skole, men fos retog sig betydelige Forandringer med dens kæresætninger. Plato og hans Efterfølgere fielnede to Slags Gjenstans Be, legemlige, som virke paa Sandserne, og abstrakte, som blot kunne fattes af landen. De førstes Erkjendelse, sag. de de, constituerer Meningen, de andres Videnskaben. Arcesilaus, der var en overdreven Sceptifer, nægtede at man vidste noget, selv det at man intet vidste. Han fors Fastede Sandsernes Widnesbyrd som false og skuffende, og paastod som Folge heraf, at den sande Bise Intet turde paastaae; men han maatte ligegodt kunne bestride alle - Meninger. Men for at bringe denne urimelige Grundsæts ning i Overeensstemmelse med den alle væsener paalagte Medvendighed at leve, sagde han, at den kun strengt funde anvendes paa Videnskaben, og at man i livet maatte hol= De fig til Skinnet. Forresten var han velgisrende mod Sattige og en Ven af Fornoielser. Som Aristips Rival deelte han sin tid mellem Amor, Bacchus og Muserne uden at beklæde noget offentlig Embede. Han døde af umaade- lig Nydelse af Viin, 75 Aar gammel i det 4 Mar af den, 134de Olympiade. Hans Efterfølger var tacydes.
Archaismus, et forældet udtryk i Sproget, hvad enten det bestaaer i et Ord, en Form eller Bending. Almindelighed tillader ei Stilens Theorie Brugen af Archaismus, men i visse Stilarter fornemmelig den poeti- se kunne de ofte anvendes med Held.
Archæologie er i vidtloftigere Betydning Kundskab om de gamle Nationers Tilstand og Forfatning, enten i Almindelighed, alle de bekjendte Oldtidens Folks, eller en enkelt Nations i Særdeleshed. I mere indskrænker Forstand betyder Ordet Bidenskab om Antikerne eller Oldti dens Kunstiindesmærker, og man bruger derfor undertiden Udtrykket Kunstarchæologie, undertiden blot Archæologie, fordi man er vant til ved dette udtryk at tænke paa Kun- ften, hvorimod man ved en Antiquar altid forestiller sig en Litterator. Naar man taler om Archæologie forstaaer man derved almindelig Kundskab om de gamle Egypters, Grækers, Etruskers og Romeres Kunst Mindesmærker. Grunden hertil (hvis man ei vil søge den i Philologernes Eensidighed) er udentvivl at man ved Antikernes Studium stræbte efter en Esthetik for Alderdommens Kunstværker, og blot kunde finde denne hos en Nation, hvis Kunstvære fer maae betragtes som classiske Monstre for alle Tider. En saadan Nation var den græske; dog havde de ovenane-
