drevne Beundrere og Smigrere, uagtet hans Satirers Ondkab og heftighed; ligesaa opfyldt af Stolthed og Pralerie som Galde, taalte han dog en Behandling som man kun tillader sig imod Foragtelige; paa den ene Side var han en saa toilelos Skribent, at man med hans Navn betegnede Skamløshed og Obscoenitet, paa den anden Si- de skrev han Andagts: og Opbyggelsesbøger og gav disse Fortrinnet, naar hans Fordeel fordrede det. Hans Roes faffede ham Zilnavnet il divino og han var forfængelig nok til at føie dette som Titel til fine andre Navne. Han var født i Toscana 1493, viste tidlig fine store Anlæg, men pgsaa hvad Brug han vilde gjere af dem. Han blev borts jaget fra Arezzo formedelst en Sonnet mod flad, Han git til Perugia og derfra til Rom, hvor han først kom i keo 1odes og siden i Hadrian den 6tes Tjeneste. Serten Liderlige Sonnetter, som han havde forfattet over ligesaa mange obscoene Billeder af Gjulio Romano, tvang ham til at forlade Rom, Johan af Medicis, der kun libet af- strækkedes ved hans usædelighed, kaldte ham til sig og tog ham med sig til Mailand, hvor han fandt Leilighed at gjøre fig yndet af Grants fte. I Nom hvorhen han vende te tilbage, indtraf et ubehageligt Tilfælde for ham. En Sonnet til en Stoffepige, som han saavelsom en bolognesi Adelsmand gjorde Cour til, vakte den Sidstes Iversyge; det kom til Haandgribeligheder, og retin fik en god Deek Prygl. Uden at finde nogen Ret mod diffe Mishandlin ger, vendte han tilbage til fin Beflytter, Johan af Medis cis, der stedse sif bam mere fier, og døde saaret i hans Ar- me. Aretin blev heftig rystet ved sin Bens Dod og besluts tede for Fremtiden at leve uafhængig, af fin Pen. Han nedsatte sig 1527 i Venedig og affede sig mægtige Benner, blandt hvilke Biskoppen af Vicenza, der ei allene forfone. de ham med Paven, men ogsaa anbefalede ham saaledes til Keiseren, at denne fendte ham en Guldkjede. Frants iste der ei vilde være mindre ædelmodig, forærede ham en lignende. Men da Keiseren senere udsatte ham en Pensi- on af 200 Rd., modtog Carl siden allene al den Roes, som han forhen havde deelt mellem ham og Frants. Ogsaa Hertugen af Leve gav ham en betydelig Pension. Desu den fortjente han efter fit eget Sigende ved fine Skrifter aarlig 1000 Gulddaler, et Riis Papiir og en Flake Blæt. Den berømte Miccolo Franco, en ligesaa toileslos men mere lærd Skribent, hjalp ham ved sine Arbeider. Aretins Rygte udbredede sig: man skrev ham til fra hele Italien, man ophøiede ham og tom for at see ham. Ved fine Op- byggelsesskrifter forsonede han sig med det romerske Hof, og Julius 3die der ligeledes var fra Aretino, blev saa rørt ved en Sonnet, hans Landsmand gjorde til ham, at ban sendte ham tusinde Guldkroner og gjorde ham til St.
