betegne den ubestemt med Navnet Teutoborger Skoven. Mannert sætter den paa Grændsen af Mark og Hertugdømmet Westphalen; mere overeenstemmende med Beretninger og Sagn synes det at være, naar man sætter Slaget ved Detmold ved udspringet af Floderne Ems og Lippe. I denne Egn bemægtigede Carl den store sig Ermensul, rimeligvis den sidste Leoning af den hæder, Tydskerne viste deres Befrier. Herman blev efter denne Seier ei uvirksom. Han forstyrrede de Fæstninger Romerne havde anlagt ved Elben, Weferen og Rhinen, og nærede Tydskernes krigere Wand. Hans Bestræbelser vare udentvivl ei frugtesløse, men han maatte fjæmpe mod fine egne Medborgere, blant dem, Hovedet for en mægtig Stamme Segestes, hvis Datter,, alerede lovet en anden Fyrste, Herman havde bortført. Segestes faldte Germa nicus til hjelp, og denne ilede til og befriede ham af en Slags Beleiring. Blandt de Fangne, Germanicus gjorde, var og Hermans Gemalinde. Hun blev forestillet Germanicus og vifte fig fin Mand værdig. Hendes Smerte, figer Tacitus var ftum, hun havde hverken Taarer eller Benner. Segestes Forræderie og Thusneldas Fans genskab opslammede end mere Hermans Fædrenelandskjerlighed og Mod. Hans Onkel Inguiomar, en Kriger af tort Navn, tilbod ham understøttelse. Germanicus folte Nødvendigheden af at forekomme Angrebet. uagtet flere Feldttog og Hermans Nederlag ved Joistavisus, ved Weserens Bredder, endte disse Begivenheder ined Romernes Tilbagetog. Kort før Slaget ved Jdistravisus havde Herman en Samtale med sin Broder Flavius, der var bleven Romerne troe. Herman søgte at overtale sin Broder til at tage Frihedens Partie, men forgjeves; han vendte tilbage til Romerne. Tibers Skinsyge mod Germanicus fom Hermans Planer til hjelp; men nu opkom Strid i Tydfkland selv, Mar bod, Svevernes Konge og Stifter af det marcomaninske Rige vilde udvide sine Brændser paa hiin Side Saalen og Elben; ogsaa han havde saavelsom Herman faaet sin Opdragelse i Rom, men Han bragte gande andre Grundsætninger end Herman tilbage derfra. Han fandt i Herman en frygtelig Mod- Fander for sin Heresyge. I denne Kamp blev Herman Seierherre. Slaget der afgjorde Striden var blodigt og langvarigt. Herman havde lært Indfferne romersk Krigs- Funft. Marbod trak sig tilbage til Bohmen og flygtede fiden til Italien, hvor han førte et foragtet Liv. Uagtet alle disse Anstrængelser for Tydsklands Frihed, beretter Tacitus, at Herman tragtede efter kongelig Magt, paadrog fig fine Medborgeres Had og blev dræbt af Een af fine Slægtninger i fit 37 Aar. Kort før hans Død havde Celterfyrken Adgantestes eller Adganteftrius tilbudet Sc
