kaberne og dyrkede selv Digtefunken; faa han ined tema thelig Ret giver en Tidsalder Navn, der paa det fordeelagtigste udmærker sig ved Menneskeægtens Aandscultur Hans Dod fatte Riget i dyb Sorg; man regnede ham blande Guderne og oprettede ham Templer og Altere.
Aureng 3 ey b (Thronens Bile) blev født den 20 Det. 1619 til üheld for sin svage og ulykkelige Fader. Dens gang var hans Farfader Jehangir paa Hindostans Throne og fandt saa megen Glade over fin Families Tile vært, at han tillagde ham hiint Ravn. Da han var 9 Mar gammel fom hans Fader Schach Jehan paa Chros nen og Aureng Zeyb forkyndte alerede dengang ved sit alvorlige udvortes, ved sin hyppige Beden og ved sit Hang til Eensomhed, sit skjulte Hykleric, fin Forsigtighed og fine vidt udseende Planer. Han lod fig optage blandt Fakirers ne, bar deres Klædning og viste Tilbeielighed til at besøge Prophetens Grav i Medina. Men i fit zode Aar lagde han Coranen, som han stedse bar under Armene, til Side, anførte med Held og Duelighed en Troppeafdeling og er holdt Gouvernementet Defan. Her vilde han engang give Fakirerne et Beviis paa fin Kjerlighed og sit Venskab, inds bod dem til et stort Gjestebud og tvang dem, hvor ineget de og satte sig derimod, at træffe üye anstændigere Klæ der paa. Han lod strax brænde de gamle, og man fandt deri en Mængde Guld og Sølystykker, der kom ham til stor Tjeneste, da han forte Krig med sine Brødre. Han vakte uenighed mellem fine Brødre, undertväng den Ene ved den Andens Hjelp og lokkede sin Gader til det Indre af fit Harem, hvor han holdt ham fangen. Derpaa lod han Een af fine Brødre ombringe efter den Anden og besteeg 1659 Hindostans Throne og antog Navnet Aalam Gu ŋ t. Han regjerede med Wiisdom, befordrede sit Folks Welstand, sane strengt paa Net og Sæbelighed og søgte at befæste fin Magt. To af fine Senner, der havde forsøgt at staffe fig et Partie lod han henrette ved en langsom Gift. Han forte mange Krige, erobrede Golconda og Visapur, og lidt efter lidt bleve Maraterne gandske uddrevne af de res Fædreneland ved Mongolerne. Han døde den 21 Febr. 1707 efter at have regjeret so Aar. Efter hans Død ges raadede Riget i Forfald; der udbrød Krige mellem hans Senner, og flere af de erobrede Provindser søgte at gjøre fig uafhængige. Til Beviis paa hans Retfærdighed tjes ner folgende Begivenhed. Da Aureng Zeyb havde sin Leier i Dekan, afledede hans Soldater en Bæk, som drev en Molle, hvilken nærede en kone og hendes Familie. Han erfarede det og lod ei allene Bækken lede til sit forrige Lob, men bad om Forladelse for den Uret, der var gjort og gav Konen betydelige Foræringer.
