Achilles slæber Heltens Liig omkring Staden, men udle verer det derpaa for en Løsepenge paa Prianus's Bønner. Hermed ender Homers Beretning. Achilles øvrige Historie fortælles saaledes: Af Kjerlighed til Polyrena, Priamus's Datter, forlanger han hende til Gemalinde og erholder Kongens Løfte; han lover derimod at forsvare Troia. Men, da han havde begivet fig til Apollos Tempel for der at hoitideligholde Bryllupet, dræber Paris ham ved at faare ham med en Piil i Ankelen. Om hans Liig opkom en blodig Strid.
Achilles Tatius, en græff Romandigter eller faa kaldet Erotiker, var født i Alexandrien og levede ris meligt ved Enden af det die og Begyndelsen af det 4de Aarhundred. Han antog den christelige Religion og bles Biskop. Man har en Roman af bam i 8 Bøger: Clitox phons og Leucippes Kjerlighed, som med Hensyn til Indhold og Fremstilling ei er uden Interesse og indeholder enkelte mesterlige Træk.
Ach met 3, Muhamed 4des Son, besteeg den tyrs fiffe Throne 1703 efter sin Broder Mustapha den 2dens Afsættelse og skyldte de oprørske Janitscharer sin Ophøielfe. Da han havde tilegnet sig Frugten af deres Fore brydelse, led han vel de Skyldige henrette, regjerede desuagtet ei uden Uroeligheder og stiftede ofte Vezirer. Hans Hovedlidenskab var at famle Skatte, hvilke han ansaae fom Støtte for fin Magt. Den svenske Konge, Carl den 12te, der efter fit Nederlag ved Pultava flygtede til Tyrkiet, blev meget vel modtaget af ham, og det lykkedes Kongen igjen at antænde Krigens, Fakkel mellem Tyrker og Russer; i denne Kvig kom Peter den store i en faadan Forlegenhed, at han ved store Gaver til Storveziren maatte tilkjøbe fig Freden, og tilbagegive Staden Asov, som han var i Be siddelse af. Venetianerne fratog Achmet Morca. Desto ulykkeligere vare hans Feldttoge mod sterrigerne, som anførtes af Prinds Eugen af Savoyen, sin Tids største Feldtherre. Tyrkerne tabte Slaget ved Peter wardein, mis fede Belgrad, Rigets Formuur, og Temeswar, hvorved Achmet blev tvungen til at antage Passarowitzerfreden 1718. Han regjerede til 1730, da et Oprør fyrs tede ham fra Thronen. Han maatte i det samme Fængse£ af hvilket hans Broderson Mahmud 1ste steeg paa Thronen og endte fit Liv i Stilhed uden at nogen ajorde Forsøg paa at befrie ham derfra. Han var en Fyrste af Forkand, fiin Følelse og Duelighed til Forretninger, men elskede tillige Pragt og Fornoit se saa udsvævende, at han ofte derover forglemte sine Pligter imod Staten, og lagde af Sorglos
