Sjels Styrke forfode ham ikke selv under de haarde Lidels ser, der i hans 78de Aar 1709 gjorde Ende paa hans Liv.
Baco (Frants) Baron af Verulam, Wiscount af St. Albans, Storseglbevarer og Cantsler af Engele land, et af de overordentligste Genier, nogen Tidsalder Fan rose sig af, hvis Hæder dog i en Henseende fordunkles af hans Characteers Svagheder og nogle tvetydige Hand- linger. Fodt i London 1561 gav han fra sin tidligste Barn- dom Prover paa en overlegen Hand. I en Alder af 13 Mar fom han til Universitetet i Cambridge, hvor han gjor- de beundringsværdig hurtige Fremskridt i alle Bidenska- ber. For han var 16 Aar frev han et Værk mod den aris Fotelise Philosophie, der fyntes ham mere ffiffet til at forvirre end opklare Manden. Efter da herkende Skif, at Ynglinge, der vare bestemte til vigtige Embeder i Staten, Fulde gjøre udenlandsreiser, gik den unge Baco med Ges sandten Sir Amias Powlet til Paris: denne fattede fad megen Agtelse for ham, at han fort derpaa sendte ham i et vigtigtigt rinde til Engelland, hvilket han udførte til Dronningens Tilfredshed. Derpaa gjennemreiste han En- deel af Frankerigs Provindser for at lære at kjende dette Lands Sæder og Love. 19 Nar gammel skrev han et Værk over Europas Tilstand, hvori han gav de meest paafalden- de Prover paa sin tidlig modne Dommekraft. Hans Fa ders Dod kaldte ham tilbage til Engelland, hvor han stu- derede Lovkyndigheden med saadan Jver, at han før han var 28 ar gammel udnævntes til Dronningens overors dentlige Raad. Midt under fine offentlige Forretninger, tabte han aldrig den engang fattede Idee af Sigte, at forbedre Philofophiens Studium. Den Plads han beklæ- dede hos Dronningen, var mere hæderfuld end indbringen de; hans Talenter og hans Forbindelse med Storseatme- freren Lord Burleigh og dennes Son, Sir Robert Cecil, første Statssekretair, syntes at aabne ham Adgang til de vigtigte Embeder; men Fiendskabet mellem Cecil og Gree ven af Effer, Bacos Ven og Beskytter, forhalede hans Be- fordring. Effer søgte at holde ham fadesløs ved at for= ære ham et Landgods, hvorfor Waco viste sig meget tak- nemmelig. Men han forglemte snart, hvad han skyldte sin høimodige Belgjorer: han forlod ham ei allene, da han var falden i Unaade, men traadde endog ukaldet frem imod ham, ved Proceffens Forekse. Den almindelige Stemme hævede fig mod denne fjendige Utaknemmelighed, va Dronningen viste sig ei tilbsielig til at gjøre noget for ham. Efter disse Erfaringer syntes han i Parlamentet at vise en redelig og værdig Opførsel. 1593 blev han valgt som Medlem af Underhuset for Grevskabet Middelser og fremte, for Folkepartiet mod Ministrenes Forholdsregler,
