li blev Bailly udnævnt til Maire af Paris. Han forestod dette Embede med sin sædvanlige Redelighed og legennyt tighed. Efter Kongens Tilbagekomst fra Varennes vilde de ivrige Revolutionære, at man skulde afsætte ham. Sa- illy begav sig ledsaget af Nationalgarder til Marsmarken og befalede de rolige at Filles ad; paa Wægring led han dem adsplitte. Siden tog han fin Afskeed og begav sig paa Landet i Egnen af Nantes. Da han her ei længer havde noget sikkert Opholdssted, skrev han til fin Ben Laplace og forespurgte sig om han ei kunde være sikker i Melun. La- place svarede, at han kunde komme og faae plads i hans eget Huus. Nogen Tid efter kom en Deel af den revolu tionære Armee til Melun. Herom underrettede Laplace Bailly, som desuagtet vovede sig derhen. Han blev strar kjendt, og, uagtet origheden vilde sat ham i Frihed, for maaede den Jntet mod pobelens Rasen. Han blev bragt til Paris, hvor Revolutionstribunalet den rite Nov. 1793 demte ham til Dode. Hans Forbrydelser vare hans for omtalte Opførsel paa Marsmarken og den Nabenhiertig hed, hvormed han yttrede sig om del ugrundede Klagepunk- ter mod Dronningen. Den 12te Nov. forte man bam til Retterstedet. Den rode Fane, som han havde ladet plan- te paa Marsmarken, var befæftet paa hans Karre og en Hob Ryggesløse forfulgte ham med Skjeldsord, medens der faldt en kold Regn. Fra Revolutionspladsen slæbte man den Ulykkelige til Marsmarken, hvor man antændte Fanen for ham og kastede den brændende paa ham. Overvæl det af Mishandlinger faldt han i Afmagt. Da han var tommet til fig selv igjen, og hans stive Lemmer uvilkaars lig fjelvede, raabte Een af Bodlerne: Du sielver Ba- illy." Ja, jeg fielver, svarede Oldingen,,,men af Kul- de." Han troede nu at have naaet Maalet paa fine Lidels fer, da man nedrev Schaffottet for ei at befudle Mars- markens Hellighed med en slig Forbryders Blod. Man opreiste det over en Moghob og her fik han endelig Dødse hugget. Der er udkommet to Værker efter hans Ded, det ene Esfay fur l'origine des fables et des religions ancien- nes, og det andet hans Dagbog i Revolutionens første Tid.
Bajaderer kaldes i Ostindien unge Piger fra 10 til 17 Mar, som lære at dandse, synge og opføre smaae Skuespil. De faae under Opfigt af en Matrone, der førs staaer alle qvindelige Kunster, men fornemmelig den at be hage. Denne vælger de jonneste Piger i en Alder af 7 til 8 Aar, lader dem inoculere for at fiffre dem mod kops pernes fordærvelige Folger og danner dem til deres Bestem melse, at ffaffe Landets Rige og Fornemme Underhold ning og fandselig Fornoielse. Bajadererne ere saaledes komne i Mode, at de vise sig ved de mindste geste for at
