I Norden opkaftede man store Gravhøie ever de Døde, hvoraf endnu findes mangfoldige. Med Christendommen indførtes den Skik, at indvie et vist Stykke Jord til Bea gravelse, og det var en Skam ei at blive begravet i viek Jord; dette hørte med til Straffene i Kirkeban. Matr faldte saadanne Stæder almindelig Kirkegaarde, fordi de fandtes ved, Kirkerne. Alerede Romerne havde den Skik at forsyne deres Grave med en Steen, hvorpaa stod den Afs dødes Navn og det ne at han maatte sove vel (fit illi terra levis, Jorden være ham let). Denne Skif vedlige holdt sig iblandt de Christne. Ogiaa Begravelser i Kirkera ne er meget gammel. De gamle gypter, Græfer og Ro- mere opreiste paa berømte Personers Grave Pyramider, Mausoleer, Templer, Stetter, og i den chriftne Sid smaae Kirker, som man faldte Capeller. Christendommens første Tider begravede mar Martyrer i Klippehuler, som man siden udvidede til rummelige underjordiske Hvelvinger. Andre ansaae det siden for en Lykke, naar deres Been kuns de hvile ved siden af en Martyrs: derfor oprettede man hvide Altere ved Martyrernes Grav. Da de Chriftnes Forfølgelser ophørte og de turde offentlig bekjende deres Religion, byggede de sig Kirker og forvandlede ogsaa Tem- plerne til christelige Kirker. Alerede i det 4de Marhuns dred byggede man derfor Kirker over de hellige Mars tyrers Grave, og man opsøgte omhyggelig Reliquia erne af disse Martyrer og begravede samme under Kita. fernes Altere, for derved at hellige dem. Den Inds bildning, at det var en Lyffe at begraves i Nære heden af en Helgen, tog stedse mere til blandt de Christne. Keiser Constantin, den store, som dede 337, var den fors ste, der lod sig begrave i en kirke. Ham efterlignede Bis opperne og siden kom alle de, som gjorde betydelige Gas ver til Kirkerne til samme Ere. Theodofius og Juftinian forbøde vel Begravelserne i Kirkerne, men forgjeves; Leo den vise tillod Enhver dem. Man erfarede imidlertid snart, hvor skadelige de Dødes Uddunstninger vare for de Levendes Sundhed, især, hvor Ligene bieve staaende i aabne Hvel- vinger. Der indtraf Kilfælde at de som aabnede Begra velserne, faldt døde omfuld og ingen i lang tid turde vove fig i lig en Kirke uden at udsætte fig for ubehagelige Sils fælde. Selv om Begravelserne iffe aabnes opftiger, især om Sommeren, usunde Dunster, der let kunne foranlediga Sygdomme. Man har derfor næsten allevegne afskaffet Begravelser i Kirkerne eller dog indskrænket dem. Sels i Neapel og Rom blev i Maret 1809 Begravelser i Kirker fors budne, og Begravelsers Unlæggelse bestemt uden for Byen Man har paa adskillige Stæder gjort Kirkegaardene til ienne Haver, der tjene de Efterlevende til behagelige as Eftertanke vækkende Spadseregange.
