af Bibelen, vilde udgjøre et af de største Bibliotheker. Længe havde man fun Bibelen paa Hebraisk, Græsk og ben latinske Oversættelse, hvorfor fun de Lærde vare istand til at læse den; Luther oversatte Bibelen paa Tydsk og fatte derved enhver af sine Landsmænd, der kunde læse, Besiddelse af Religionens Kilde. Siden er den bleven me re og mere udbredet og i den senere Tid er der stiftet Bibel- felskaber, som degyndte i Engelland, for at trykke og ud brede Bibelen blandt alle Nationer og alle Folkeciaffer.
Bibelske Oldfager eller Antiquiteter kalder man den Videnskab, som beskriver deels det jødisk Folks, deels den første christne Kirkes Forfatning, Sæder og Stikke. De borgerlige Forhold, Gudstjenestens Indrets ning, det huslige Livs Sædvaner, Bygninger og hellige Steder, Klædedragt, Huusgeraad m. m. udgjøre Gjene standene for denne Videnskab. De bibelske Oldsager ere. Heels jødiske, deels christelige. Kilderne til de første ere det gamle Testamente, Josephus, Philo, samt Talmud og Rabbinernes Skrifter. Dog mane man bruge Talmud og Rabbinerne med stor forsigtighed, hvis man ei vil fore - verle ældre med nyere Tider. Kilderne til de christne Oldfager ere det nye Testamente og Kirkefædrenes Skrifter, der levede og skrev fort efter Upoftlerne. - Uden Kjendskab til et Folks Sæder og Skikke bleve mange Stæder for Skribenterne, som har hensyn dertil, uforstaaelige, hvore for Striftfortolkerne nødvendigen maa kjende de bibelske Antiquiteter. Blandt de nyere Skribentere, som forneme melig have beskrevet de jødiske Oldfager ere især Bol and, Joh. Simonis, Schulz, Bauer, Warnes kros og Iahn. Om de christelige Oldsager finder man Efterretning deels i Commentarerne over det nye Tes stamente, deels i Kirkehistorierne.
Bibelsk Jordbeskrivelse er den Videns skab, som lærer at kjende de Landes naturlige Beskaffenhed og Forfatning, der vare Skuepladsen for den hellige Histo rie, d. x. deels det jødiske Folks Begivenheder, deels Christendommens første Stiftelse. Den beskriver altsaa fornemmelig Palæstina, men giver tillige Efterretning om de til Palæstina grændsende Lande og de Provindser af det romerske Rige, hvor Christendommen i Apostlernes Tid fandt Indgang. Kilden til denne Videnskab ere de hellige Bøger selv, Josephus, de gamle Geographer, Strabo, Ptolemæus og Pomponius Me Ia og et Onomasticon erbium et locorum scripturæs, som Biskop Eusebius af Cæfarea i det 4de Aarhunbred skrev paa Græs og som Hieronymus overfarte paa Latin. Blandt de nyere lærde der have arbeidet i denne for Striftfortot
