rede i sit rode Nar Latin og oversatte de sværeste Uutores med Lethed og Neiagtighed. I sit ellevte Nar havde han alerede læst hele Livius, overfat Cafars Commentarer og begyndt en Oversættelse af Tacitus, som han siden fuldførs te, men som man ei har kunnet finde efter hans Dot. De usædvanlige Forventninger, som Prindsen vakte, fore anledigede hans Lærere at aflægge Nationen hoitidelig Regnskab for hans sjeldne Egenskaber og Unlæg. Paa denne Tid var det at Fenelon lagde Planen til sin Teles mach, hvilken han vilde overrække Prindsen, saafnart hans Opdragelse var tilendebragt. Da Prindsen var 15. War gammel blev Fenelon forviist fra Hoffet, og det var kun paa Prindsens indstændige Begiering, at man tilled ham at føre Titel af Prindsens Lærer. Han fortsatte og saa virkelig hans Underviisning, da han ved hjelp af Bes auvilliers sendte ham skriftlige Lærdomme. Pri bsen be holdt ogsaa stedse en ærefrygtsfuld og taknemmelig følelse for Fenelon og skrev ham til, fiendt hemmelig og med mes gen Forsigtighed. 1697 ægtede han Prindsesse Adelheid af Sayoyen, en Dame hvis elseværdige Egenskaber udgjorde Hoffets Prydelse og elstedes stedse af sin Gemal med den in- derligste mhed. Fra denne Tid begyndte Prindsens mis litaire Løbebane. 1698 lod Ludvig 14 en Lyftleier opslaae ved Compiegne til hans velse og 1702 fik han Commando= en i Flandern under MarschalBouflers. I en Cavalleritraf= ning nær ved Nimwegen fik han Leilighed til at udmærke sig ved Bestemthed og Mod. 1703 blev han Overstbefalens de ved Armeen i Tydskland, hvor han ved Vaubans hjelp, bemægtigede sig att Breyfach. 1707 erholdt han Com mandoen paa Italiens Grændser, men overtog den ei selv, da Marschall Tesse alerede havde tvunget Fienden at ops hæve Beleiringen for Toulon og trække sig tilbage til Tus rin. Derpaa blev Prindsen efter de Franskes Nederlag ved Höchstadt og Turin udnævnt til høistcommanderende i Flandern, dog afhængig af bertugen af Vendome, mod Marlborough og Eugen. De misforstaaelser, der strap opkom mellem Prindsen og Hertugen, havde de sørgeligfte Følger fom Nederlaget ved Oudenarde og Erobringen af Lille, hvilken Stad blev tvungen til at capitulere uagtet Bouflers som helt i 4 Maaneder forsvarede den og trods den fortræffelige Urmee de Franske havde i Marken. Frankerig anklagede Prindsen for det uheldige Feldttog 1708. Man gav ei blot hans frygtsomme Characteer, men hans overdrevne Religiositet Skyld for hvad der inde traf; thi Prindsen gik faa vidt i sin Religionsiver at han skriftlig forespurgte sig hos Fenelon, om han vel turde ops saae sit Hovedqvarteer i et Nonnekloster? Dog synes det som Kongen tog til Takke med hans Forsvar. Bendeme derimod, som havde opført sig ubeskeden mod den tilkoms Hele
