den keiserlige Hær, da Frederik den 2den drog igjennem Sachsen mod Bohmen. Han leverede Frederik Slaget ved Lowosis, men det lykkedes ham ikke at befrie de ved sirna og Konigsstein indsluttede Sachser. Dog trængte han Preusserne ganofke ud af Bøhmen og belønnedes derfor med det gyldne Vlies. Da Frederik paa nye med sin hele Magt trængte ind i Bøhmen leverede han den 7de Mai 1757 det berømte Slag ved Prag, hvori Preusserne havde 16500 Mand Døde og Saarede, men de Keifertige 19000. Browne maatte rømme Valpladsen: han blev dødelig faaret bragt ind i Prag og døde der den 26de Juni 1757 med den Roes, at han ei alene var en stor General, men ogsaa indviet i Polititen og en duelig underhandler. Frederik 2den kaldte ham sin lærer,
Bruce (James) blev født 1730 i Rinnaird i Stot land og opdragen i Nærheden af London. Man havde tidlig store Forventninger om ham. Esterat have fuldendt fine Studeringer havde han i Forstningen i Sinde at nedsætte sig som Jurist i Skotland, men opgav siden denne Plan og gik i sit 25 War til London. Her ægtede han en Kjøbmands, Datter, som han dog kort derpaa mistede. Fra denne Tid tabte han al Smag paa Forretninger, men øvede sig dog i Tegning og fremmede Sprog, da han havde isinde at foretage sig en Reise paa det faste Land. I aret 1757 besøgte han Portugal, Spanien, Frankerig og Nederlandene og tiltraadde Naret derpaa ved sin Faders Død, dennes Godser. 1761 foreslog Lord Halifax ham en Plads som Consul i Algier, hvorved han kunde have Leilig hed under denne offentlige Characteer at bereise Afrika, og gav ham Tilladelse i sin Fraværelse at lade sine Forretninger besørge ved en Viceconsul. Bruce antog dette Forslag, forlod Engelland i Juni 1762 og opholdt sig dette og Endeel af det følgende Nar i Italien for at lære at kjende dets mærkværdige Antiquiteter. Som Consul i Algier havde han de sædvanlige Vanskeligheter at kjempe imod, men havde tillige den Fordeel at han vænnede sig til Omgang, med endnu mere vilde Nationer. Efter flere Reiser saavel i det indre Afrika, som ved det middellandske Hav, gik han 1767 over til Asien, besøgte Baalbek og Palmyra og vendte syg tilbage til Aleppo. Her gjorde han sig især bekjendt med Naturens Lægekræfter, da en Læge i de Egne, hvori gjennem han havde isinde at reise ftoisaa stor Anseelse. Han forlod Aleppo i Foraaret 1768, tog sin Vei igjennem Egypten til Cairo, hvor han indstibede sig mod Enden af Waret for at følge Nitens Løb opad. Han kom dog ei langere til Vands end til Syene, vendte tilbage til Renne og fulgte en Caravane til Koffeir ved det røde Hav, hvorfra han seilede ved Arabiens Kyster til Jedda, som er Meccas
