den derfor til at fylde Luftballoner med. Men, fordi den Materie, hvori den brændbare Luft der er indsluttet, er sværere end den atmosphæriske Luft, saa maae slige Lufta balloner være meget store for at Mængden af den brænds bare Luft, der indeholdes i dem, overveier Tyngden af Ballonen og dens Tilbehør. Vil man gjøre Luftballoner i det Smaae, faa maa Materien, hvori den brændbare Luft indsluttes, være faa let, at dens Tyngde ei betydeligt overgaaer den atmosphæriske Lufts Tyngde. Det letteste man hertil har kunnet finde, er den ud, hvori ungerne hos Faarene ere indsluttede, naar den er bleven behørig tilberedet (See Gasarter).
Brændgla s kaldes et Lindseglae, som forener de derpaa faldende Sselstraaler i et saa snævert Rum, at de antænde et forbrændeligt Legeme, som de falde paa li- gesom Ild. Virkningerne af et Brændeglas er saa meget stærkere, jo større dets Overflade og jo mindre dets Brænds punkt er. Stal et faadant Glas gjøre sin tilbørlige Virk ning, maae Solstraalerne falde lodret derpaa, hvilket er Tilfældet, naar det i Brænderummet fremkomne Solbilles de, viser sig gandske rundt. Sætter man imellem Brænd= glasset og dets Brændpunkt endnu et andet Lindseglas, bringes de convergerende Solstraaler endnu tættere sam- men, hvorved Virkningen meget forstærkes. Dette andet Lindseglas kaldes et Collectivglas. Alerede Græ= terne og Romerne synes at have kjendt Brændglas eller i det mindste dem lignende klare gjennemsigtige Stene. Ved Slutningen af det 13de Aarhundred bleve de mere bes kjendte, men først ved Slutningen af det 17de anvendte man dem til store Virkninger. Mod Slutningen af samme Aarhundred lod en sachsistädelsmand ved Navn Tschirna hausen med utrolig Moie slibe de største af eet Stykke bestaaende Brændglas, man kjendte. To af dem, som endnu findes i Paris holde 33 Tommer i Gjennemsnit og det ene veier 160 Pund. Begge Glas virke som den stærkeste Ild, de antænde endog vaadt og haardt Træe'k Dieblikket og bringe koldt and i smaae Fade strap til at koge; de smelte Metaller, giøre Tagftene, Skifer og flige Ting gloende og sætte Glasur paa dem. Da de tschirnhau- ferske Glas ei ere fuldkommen rene, hvorved Virkningen bes tydeligt formindskes, saa foretoge Brisson og Lavoisier sig 1774 at sammensætte to hule, ahrglas lignende Lindseglas, til een Lindfe, hvis indre Num de opfyldte med en gjen= nemsigtig Fiydenhed. Herved undgaaer man med ringere Bekostning meget lettere Blærer og Narer. De bragte paa denne Maade et Brændglas tilveie af 4 Fods Gjennem- snit, hvis største Tykkelse i Midten var 8 Tommer og alene virkede meer end detTschirnhausere, men forbundet med et
