ker, hvori han bearbeidede Geometrie, Physik og Lando Huusholdning. Han skrev Undersøgelser over disse Gien- stande hvilke han efterhaanden forelagde Bidenskabernes Akademie, til hvis Medlem han blev udnævnt 1733. De vigtigste af disse undersøgelser angik et Speils Sammens fætning, for ligesom Archimedes at antænde Legemer i stor Frastand m. m. Buffon udnævntes til Intendant ved den kongelige Have, hvorved hans Studeringer fik en befremt Retning paa den Videnskab, hvori han gjorde sig udødelig, Dufay, der beklædede denne Post, havde før sin Død fores slaaet Ministeren, Buffon til sin Efterfølger. Buffon, som nu overskuede Naturhistorien i Sammenhæng og i sin hele Omfang, forefandt ingen Værker i samme uden talentiøse Compilationer og tørre Navneregistre; de fortræffeligfte Jagttagelser over enkelte Gjenstande, men intet omfatten de Værk. Hertil udkastede han Planen; han vilde deri med Plinius's Veltalenhed og riftoteles's Skarpsindighed forene Noiagtighed med Detailet af de Nyeres Jagttagelser. Han følte Kraft hos sig til at oms fatte et saa vidtløftigt Heelt og Liv nok til at skrive det; men han havde ei Taalmodighed eller Organer til at iage tage og beskrive faa talrige ofte ubetydelige Gjenstande. Han forbandt sig derfor med Daubenton, der besad de Egenskaber, som manglede ham, og efter et tiaarigt haardnakket Arbeide leverede begge Venner de tre første Bind af Naturhistorien, hvilke de fra 1749 til 1767 lode følge af 12 andre, som indbefatte Theorien om Jorden, Dyrenes Natur, samt menneskes nes eg Pattedyrenes Naturhistorie. Den meest glimrende Deel deraf, de almindelige Theorier, Be rivelse over Dyrenes Eiendomligheder og de store Nature phoenomener ere af Buffon. Daubenton indskrænker sig til Angivelsen af Formerne og Anatomien. De 9 følgende Bind, som kom ud fra 1770 til 1783, indeholde Fugles nes Historie, hvori Daubenton ei vilde tage Deel, forbi Buffon havde foranstaltet en udgave af de fireføddes de Dyrs Historie, hvoraf han havde udeladt den beskrivens de og anatomiske Deel. Derved forandredesVærkets udseens de. Mindre udførlige Beskrivelser næsten gandske uden Anatomie tilføiedes de historiske Artikler, hvilke i Forsta ningen Gueneau af Montbeillard og siden Abbed Beron res digerede. Buffon udgav alene de 5 Bind om minera Lierne fra 783 til 1788. Uf de 7 Supplementbind, hvoraf det sidste først udkom efter hans Død 1789, dannede det femte et særskilt Hele, som af alle Buffons Værker er det berømteste, hans Naturens Epocher, hvori Forfattes ren i en ophøiet Stiil opstiller enTheorie om Jorden, der er gandske forskjellig fra den i første Bind udkastede, hvorvet beti Førstningen synes, som han kun vil forsvare og udvik
