Forelæser og Ordonnateur des fetes hos Hertugen af Orleans Carmontelles Frugtbarhed var ligesaa overordentlig som. Hans Lethed. Foruden hvad der er trykt paaftaaer man at han har efterladt Haandskrifter til mere end 100 Bind. Med det Talent at skrive forbandt Garmontelle det at male. Han har taget Portraiter af næsten alle berømte Personer i sin Tib; til sin egen Fornoielse malede han og Transparenter, der vare over hundrede Fod lange og viste en Ratte af Scener, naar man rullede dem op. Trykt har man af ham: Proverbes dramatiques 6 Vol. 1768; hvilken han siden forøgede med 2 Bind, og efter hans Død udkom endnu to; Theatre du Prince Clenerzow 2 Vol.; Thatre de Campagne 4 Vol.; Le duc d'Arnays Triomphe de l'amour &c., to Stomaner; L'abbé du platre og Conversation des gens du monde dans tous les tems de l'année.
Carmofere, af det nordiske Orb Karm, Rand, at indfatte en større delsteen med mindre.
Carnation, i Malerkunsten Fremstilling af de ubea' dækkede Dele.
Carneades fra Cyrene, Stifter af det nyere eller tredie Akademie, var født ved Mar 219 før Chrifti Fødsel. Sokrates havde heldigen bestridt den dogmatiste Philosophie ved mild Spotten og overbevisende Dialektik. Iftedet for at opstille en Lærebygning, havde han befiræbt sig for at udbrede en ædel og ophøiet practise Moral. Samme Bane havde Plato betraadt. Arcesilaus, Stifter af det andet utas bemie søgte at kuldkaste Grundvolden til enhver Theorie veb at paastaae der ingen Sandheder gaves. Fra denne Lære afbeeg Carneades egentlig ikke. Undersøge vi Begges Menina ger saaledes som Cicero har overleveret os dem, finde vi, at be i det hele ere de samme. Arcesilaus sagde: "Der gives ingen Sandhed." Carneates: "Man kan ei erkjende den." Større Forskjel var der imellem disse to Philosophers personlige Characteer. Arcesilaus, fom opkastede Tvivl om Alt, udsatte sig for den Spot, som blev Pyrrhonisterne til Deel. Carneades støttede sig mere paa Sandsynligheden, som maatte afgjøre Sagen. Han tillod den Wise at formode, kun maatte han ei fælde afgjørende Dom. Hans Rygte er fore nemmelig grundet paa hans gjendrivende. Beltalenhed, som han stedse anvendte til at omstøde Sætninger og udbrede Tvivl. Han rettede især sine frygtelige Angreb mob Stois terne; han tilstod selv, at han uden Chrysip ei var bleven hvad han var. Her er ei Talen om Stoikernes Moral, men om deres philosophiske og physiske Dogmer. Han viste dem det urimelige i deres Religionssætninger og tilintetgjorde
