ste Sprog var hans Hovedstudium og Rygtet om hans rene Stiil i Vers og prosa udbredede sig over hele Italien, men Embedsforretninger drog ham ofte fra hans litterære Arbeis der. Caro blep flere Gange fendt til Reiser Carl den 5te, og havde isinde at forlade en Tjeneste, fom Fyrstens Luner og Lafter gjorde ubehagelig, da denne blev myrdet i Pias cenza. Han felv var i nogen Fare, flygtede endelig til Parma og blev der optagen med Benstab af den nye hertug Ottavio Farnese. Begge Cardinalerne, Manucio og Aless fandro, Ottavios Brødre, udnævnte ham efter hinanden til beres Sekreteer og i den Sidfees Tjeneste stod han fra 1548 til sin Død. Bed Gardinalens ndest erholdt han ikke alene flere præbenter, men han traadde og i den hellige Johannes af Jerufalems Orden og fit derpaa to rige Commender. Men Alt dette blev en Kilde for ham til adskillige Processer, hvilke forenede med de Summer, Tyrkekrigen kostede ham, betydelig formindsede hans Indkomster. Han blev endog 1558 med alle de andre Riddere kaldet til Maltha. Care var paa samme tid indviklet i en krig af et andet Slags med den berømte Gritiker Castelvetro, der med Strengheb havde bedømt et Digt af ham. Den fornærmede Digter Sparede med Bitterhed og foranledigede derved en lang Strid, i hvilken Fordelen ei var paa hans Side. Men, som det synes ei uden Grund, beskyldes Caro for den endnu større. ubillighed at have anklaget sin Modstander for Inquisitionen og bevirket hans Forviisning. Efterat han i Parma havde udgivet sin Apologie begav han sig alerede gammel og plaget af Podagra til Rom, hvilket han forlod i den skjønne Karss tib for at beboe et Landsted i Frascati, Han var her bestiefe tiget med en almindelig udgave af fine Bærker, da han, som nu var fuldkommen frie, fattede den plan at strive et epist Digt. Som en Forovelle i den epise Stiil foretog han fig en Oversættelse af Eneiden i riimfrie Bers; et Urbeid, der snart saaledes fængslede ham at han opgav sin første plan. Han fuldendte lykkelig denne Oversættelse, som er et Mefterstykke i det italienske Sprog. Bed hans Tilbagekomft til Rom blev han fyg og bebe 1566. Selv udgav han sin Apologie tilligemed nogle Satirer og bidende Sonetter, dess uben La Ficheide og La Diceria dé nasi, en Stiemtetale til Leoni af Anconas store Rafe. Begge diffe Bærker bleve op tagne med stort Bifald. Efter hans Død udkom hans Eneide, en Oversættelse af Longus og Ariftoteles's Rheto rik, videre hans Rime og hans Lettere. Ligesom hans Digte udmærke sig ved Elegans, faaledes ere hans Breve Monstre paa en stien italienst Still.
Carolina, see den nordamerikanske Fristats
