Frants 1ste villigede kun i at give hende fin Sen til Gemal inde, fordi han troede hun aldrig skulde komme paa Thronen og fordi han behøvede en betydelig Sum Penge, fom Lorenzo forstaffede ham. Formælingen git for fig i Marseille 1533. Catharina, ligesaa smuk som aandrig, havde i Florents uddannet sin Smag for Kunsterne, men tillige indfuet Grunde fætningerne af hiin italienske Politik, der stedse tog fin ile flugt til Cabaler, Lift og Troløshed, som ei sommer en ædel og stor Characteer. Catharinas Ergjerrighed var ubes grændset; hun opofrede famme Frankerfg og fine Børn; men aldrig havde hun et fast Waal, og man kan aldrig tillægge hende nogen dyb plan. Den Stilling, hvori hun fandt sig ved sin Ankomst til Frankerig, gav, hende Leilighed stedse mere at øve sig i Forstilletfens Kunst. Hun holdt Venskab saavel med Bertuginden af Etampes, Kongens Maitresse, som med Diana af Poitiers, sin Gemals Maitreffe, uagtet de vare Fiender. Uden Magt, uden personlig Anseelse kunde man formode af hendes ligegyldighed, at hun syede Forretningers urce; men, da Henrik 2dens Død 1559 ved en Turnering havde gjort hende til sin egen Herre, faae man hende styrte fine Børn i en virvel af Forlystelser, give dem Skuespil, der kunde ophidse dem til Grusomheder og vellystige Feste for at svække dem ved udsvævelser. Hun havde i sit Felge en Mængde Hofdamer, hvis hovedforretning var at forføre dem, som hun vilde drage til sig, og midt under disse Adspres delser tilberededes Blodscener, hvorom Erindringen vækker Gysen hos Efterverdenen. Hendes Anseelse under hendes cetofte Son, Frants den 2den, var indskrænket, da denne Fyrste, ifølge sin Forbindelse med Maria Stuart, var Guiferne gande hengiven. Iversog paa en Magt, hun selv et havde, fattede Catharina den Beslutning at begunstige Proteftanterne, en fordærvelig Plan i et tand, hvor den catholfe Religion var Rigsgrundlov. Uten denne falske forholds. regel, hvorved Hugonotternes Mod hævedee,, vilde Religionsmeningerne neppe have vakt de frygtelige Borgerkrige, der ødelagde Frankerig. Selv følte hun sig fat i Forlægenbed ved sin Eftergivenhed med Hugonotterne, da hun fik Besty relsen af Riget i Carl 9des Mindreaarighed. Baklende mels Xem Guiserne, der stode i Spidsen for Catholikerne, Condé og Coligny, Protestanternes Høvdinge, var hun nødt til uophørlige Intriguer, der dog ei kunde faffe hende saa stor Magt, som en aabenhjertig Opførsel vilde tilveiebragt. Fors agtet af alle Partier, men trøstet herfor, naar hun blot var istand til at bedrage dem, greb hun til Baaben for at under handle og underhandlede for at begrnde en nye Krig. Bartholomæusnattens Blodbad var hendes Bærk; hun bevægede Kongen til Forstillelse, som var hans Characteer gandske fremmed, og saa ofte han søgte at rive fig løs fra en Afhæn-
Side:Conversations-Lexicon, eller Encyclopædisk Haandbog over de i selskabelig Underholdning og ved Læsning forekommende Gjenstande, Navne og Begreber, volume 2.djvu/173
Udseende