Cato (Marcus Porcius),, til Forfiet for den arbre, fom han nedftammede fra, faldet fra uttiká, hans Dødssted, var født 93 Har før Chr. Efter hans forældres tidlige Død blev han opdragen hos sin Onkel, Livius Drusus. han viste tidlig Forstands Modenhed og Characteerfasthed. Man fortæller, at, da han i sit 14de Har i Sullas Huus faae Hovederne af Endeel, der vare henrettede paa hans Befalinge forlangte han et Sværd af sin Lærer for at dræbe Tyrannen. Cato blev udnævnt til pollos Præst. Han indgik Forbins delse med Stoikeren Antipater fra Tyrus og blev sit hele tiv Stoas Grundfætninger tro. Efterat hans første Forlovebe Lepida var ham berovet vrb Metellus Scipio, giftede han fig med Atilia, Soranus's Datter. Første Gang frems traadde han mod Folketribunerne, som vilde (ade nedrive en af Genforen Cato bygget Basilica, der var dem i Beien. Han viste alerede dengang hiin kraftige Beltalenhed, hvorved han siden gjorde sig faa frygtet og vandt Sagen. Sit første Feldttog gjorde han imod Spartacus som Frivillig, og udmærkede sig saaledes, at Prætoren Gellius tilkjendte ham en Hæderspriis, som han dog afslog. Derpaa blev han sendt sem Tribunus Militum til Macedonien. Her erfarete han, at hans Broder Cæpio, som han meget elskede, laae fyg i nos; han ilede til ham, men fandt ham ei mere i Live. Hans ftoise tigegyldighed forlod ham gandste og han overlod sig til den heftigste Smerte. Da hans Commando var udløben, reiste han tit fien og bragte Stois keren Athenodorus med sig tilbage til Rom. Derpaa blev ff bete golkeforfamlingen. han Questor og forvaltede dette besværlige Embede med den største Samvittighedsfuldhed. Han havde bet Mod at forfølge Agenterne for Retten for deres udfuelfer og Vold somheder og erhvervede sig derved Beundring og Kjerlighed, faa at han den sidste Dag i fit Queftur blev ledfaget hiem af hele Folkeforfamlingen. Rygtet om hans Dyder udbre dede sig overalt. Ved Floras Lege blev det ei Oandserinderne tilladt, efter vedtagen Skif, at klæde sig af saalænge Cato var tilstæde. De borgerlige uroligheder tillode ham ikke, efterat have nedlagt sit Embede, at trække sig tilbage i Eensomhed. Flere rgjerrige fiæmpede om herredøm met. Crassus troede at kunne kjøbe det for sine Penge; Pompeius ventede, at man frivillig fulde overgive ham det; Cæfar, begge overlegen i Talenter, forbandt fig med begge og nyttede den Enes Rigdom og den andens Anfeelfe for at naae sine hensigter. I Spidsen af Senatet, Republikens enefte Støtte, stode Catulus, Cicero eg Cato. Lucullus, der seierrig havde anført Armeen mod Mithridat, nød sin overflødige Rigdom uden at blande sig i Statsanliggenderne. Cato, der var langt fra alle Factioner, tjente Staten mes Indsigt og Mod; dog skadede han undertiden ved sin Charac
