Eneconful, hvilket og blev antaget. Maret derpaa erholdt Cato et Consulatet, fordi han ei vilde gjøre de dertil nødvens dige Skridt. Imidlertid brød Borgerkrigen ud. Cato befandt sig som proprætor paa Sicilien, og begav sig, da Curio anfom, med tre af Cæfars Legioner til pompeius's Leier ved Dyrrhachium. Han havde haabet at kunne bilægge Krigen ved Underhandlinger; da den desuagtet udbrød, anlagde Han vil Beviis paa fin Kummer Sørgeklæder. Pompeius, fom havde feiret ved Dyrrhachium, lob Gato blive tilbage for at bevogte Krigskaffen og Magasinerne og forfulgte sin Medbeiler. Derfor var Gato ei tilstede ved det pharsalife Slag. Efter dette fibede Gato med sine Tropper til Gyrene. Her erfas rede han, at pompeius's Svigerfader, Scipio, var gaact til den mauritanske Konge Juba; hvor Varus havde famiet en anseetig Magt. Cato fatte sig i Marsch derhen, overpandt Hunger, Tørst og alle Besværligheder og naaede Uttika, hvor begge Hære forenede sig. Soldaterne ønskede Cato til Overs anfører, men denne overlod Comman doen af Eftergivenhed tit Scipio og paatog sig Commandoen i uttika, medens Scipio og Labienus brøde op imod Cæsar. Han havde raadet dem at trække Krigen ud; de vovede desuagtet et Slag og bleve næsten gandste tilintetgjorde. Afrika underkaftede sig Seierherren med undtagelse af uttika. J Begyndelsen var Cato tilfinds at forsvare sig tilligemed de i Staden værende Senatorer til Deden, men opgav snart denne plan og lod alle drage bort, som ønskede at forlade ham. Hans Beslut ning var fattet. Aftenen før han vilde udføre fit Forsæt, fpiste han roligt og talte om forstiellige philosophiste Gjens stande. Derpaa læfte han platos Phædon. Man havde anet hans hensigt og borttaget hans Sværd. Da han ei fandt det, kaldte han sine Staver og fordrede det med tils fyneladende Ligegyldighed; men, da man desuagtet ei bragte det, blev han vred og slog en Slave, som søgte at berolige ham. Ved denne Larm kom hans Søn med nogie Benner til, faldt ham tilfode og befvoer ham grædende at lade sit Forsæt fare. ban forekaftede sin Søn hans ulydighed, vedblev derpaa rolig at formane de Tilstedeværende at underkaste sig sar og lod dem alle gaae bort undtagen Philosopherne Demetrius og Apollonides, som han spurgte om de vidste, hvorledes han Kunde leve uden at blive fine Grundsætninger utro. De taug og forlode ham grædende. Man gav et Barn hans Sværd for at bringe det til ham. Han modtog det med Glade. Derpaa læste han anden Gang Platos Phædon, fov derpaa ind og fendte, da han var vaagnet, Bud til Havnen for at høre om de alle vare bortreiste. Derpaa gjennem borede han sig, da han var bleven alene. Man ilede til og forbandt ham, da han var falden i afmagt. Da han var tommen til sig selv igjen, rev han Forbindet af og døde strap,
