og denne farlige Sob blev snart frygtelig. Efterat Charette var gaaet over Loire for at aabne en Communication med Englænderne, men var bleven tilbagedreven af Republikas nerne 1793, besluttede ogsaa Chouanerne at gjøre fælleds Sag med Bendeerne, dog vel egentlig fun for at finde bedre Leilighed til at plyndre. Saa ødelæggende ogsaa, Kampen var mellem, dem og Republikanerne, tan den dog egentlig et kaldes nogen Krig. Selv Landets Beliggenhed gjør regels mæssige militære Operationer umulig. Stove, Marker, omgivne med høie hakker, Huutveie og brede Canaler, som krydse hverandre, hindre en fuldkommen organiseret Armees Marich. Man var nødt til at fægte i mindre Afdelinger, men kunde derved ei bevirke meget, fordi Chouanerne havde dee res Smuthuller, hvorhen den med Egnen ubekjendte Republikas ner ei funde følge. Meget ofte talte mani Conventet om Chouanernes fuldkomne Nederlag og dog viste de sig, stedse paa ny og tilfsiede Republikanerne betydelig Skade. Da man endelig var bleven overbevist om ei at kunne udvirke noget ved Strenghet, tog man fin Tilflugt til mindelige underhandlinger, udstedede et Amnestiedekret for samtlige Oprørere (Decbr. 1794) og fendte Folkerepræsentanterne Delaunay, Ruelle og Bollet til Vendée. Den Første indgav i Marte 1795 en Beretning om sin Sendelse og bekjendtgjorde tillige den Erklæring, at foruden Wendeerne ogsaa Chouanerue havde lovet underkastelse. De fuldkomne Fredsunderhandling ger kom istand den 20de April 1795, da Cormatin, Choyanernes Hovedanfører, erklærede at han vilde nedlægge Baaben og erkjende den eneste, udelelige Republik. Efter slige høitidelige Lofter funde man neppe tvivle om Freden; ikke destomindre viste det sig snart at Chouanerne kun havde standset med Fiendtlighederne for at famile nye kræfter. Man opdagede deres forstaaelse med Englænderne og de udvandrede og tog derfor (25de Mai 1795) Unføreren Corma tin tilligemed 7 andre fangne. Der anlagdes Proces imod ham i Paris, men han forstod saa færdigt at forsvare sig og paastod at Republikanerne ei havde opfyldt Fredsbetingels ferne og derved først overtraadt Freden, saa man nøiedes med at sende ham i Fængsel til Caen. For Chouanerne var hand Sab føleligt, og, da de tilligemed ham havde mistet beres øvrige Unførere, blev det dem umuligt at foretage sig noget Ulvorligt. De streifede siden kun omkring i smaae sobe (næsten som i Begyndelsen af Frigen) især for at røve og plyndre. General Hoches Klogskab og Tapperhed, til hvem Overcommandoen i de urolige Departementer var betroet, men fornemmelig Revolutionens Standsning, gjorde Ende paa, dette uvæsen. Efter Ludvig 18des Tilbagekomft ere adskillige Chefer for Chouanerne hæderligen udmærkede for deres Hengivenhed for Bourbonnerne.
