Caligula (Caius Cæsar Augustus Germanicus), var en Son af Germanicus og Agrippina, blev født 12 Aar efter Chr. i Leieren formodentlig i Lydskland og opdragen blandt Legionerne. Her fik han af Soldaterne Tilnavnet Caligula, fordi han ligesom de brugte et Slags smaae Støv Ter, Caliga. Han forstod saaledes at indsmigre fig hos Tis berius, at han ei alene undgik fine Forældres og Sodskendes Skjæbne, inen endog overoses med resbevisninger. Uvisk er det, om han, som nogle paastaae, ryddede Tiber af Veien ved en langsom Gift. For fin Ded var Tiberius i Tvivl om Han fulde vælge Caligula eller Drusus's Son Tiberius Nero til Efterfølger, og indfatte, efter Sveton, begge til Rigets Arvinger. Men Caligula, der for fin Faders Skyld var almindeligen elsket, kom uden Vanskelighed i Besiddelse af Thronen. Man glædede sig overalt ved hans Thronbe ftigelse; og hans første Foretagender vare retfærdige og ædle. Han lod paa det hæderligste begrave sin Moders og Broders Levninger, satte alle Statsfanger i Frihed, kaldte de Forviiste tilbage og forbod Anklage for Majestætsforbrydelse. Øvrige heden tildeelte han frie og uafhængig Magt. Saaledes ud- mærkede han Begyndelsen af sin Regjering med kloge og høi- modige Handlinger. Men da han havde regjeret i 8 aas neder faldt han i en Sygdom og viste sig fra den Tid som den grusomste og unaturligste Tyran. De kunstigße Piinsler frydede ham. Under sine Maaltider lod han Forbrydere eller og uskyldige Personer pine og henrette. I fin overmodige Galskab holdt han sig selv for en Gud og lod sig vise samme Wre, som man beviste Apoll, Mars eller Jupiter. Selv Venus og andre Gudinder vilde han ansees for og viste sig offentlig med deres Attributer. Han lod opbygge og indvie et Tempel for sin egen Guddom. Engang ønskede han at det romerske Folk fun havde eet Hoved for at han med eet Hug kunde slaae det af. Han havde hyppig de Ord af en gammel Digter i Munden: Oderint dum metuant. Een af hans største Daarfkaber var Opførelsen af en Broe mellem Baja og Puzzuoli. Han indviede den selv med megen Pragt og efterat have tilbragt den følgende Nat i en Orgie med fine Benner, lod han pludseligt, for dog for fin Afreise at gjøre noget Overordentliat, en Mængde Mennesker af fors fjellig alder, Stand og Tænketemaade kaste i Soen. Ved fin Tilbagekomit drog han triumpherende ind i hovedstaden, fordi han, som han sagde, havde feiret over Naturen. Ders paa rustede han sig til et Tog imod Germanerne, gif med inere end 200000 Mand over Rhinen, men vendte tilbage igjen efterat have tilbagelagt nogle Mile uden at have seet nogen Fiende. Han blev overfalden af en saadan Frygt, at da han kom tilbage til Broen og fandt den spærret ved den tililende Mængde, led han fig bringe fra Haand til Haand over Soldaternes Hoveder. Han begav sig derpaa til Gal-
