fterrigerne fatte deres eneste Haab til Daun, som med 60,000 Mand havde forstandset sig paa Bjergene ved Collin og havde den udtrykkeligste Befaling fra Hoffet i Wien at uudsætte Prag. For at hindre dette, besluttede Frederik at angribe Daun. Han satte sig derfor i Spidsen af 12,000 Mand, medens den største Deel af hans hær vedblev at bes leire, Prag, forenede sig med hertugen af Beverns Corps og befalede at angribe Daun, der stod i en meget fordeelagtig Stile ling, som var dækket af et talrigt Artillerie. Daun oppebiede Angrebet, som feedte paa hans heire Flei med megen beftige hed, saa han blev kastet tilbage til Collin. Den ofterrigste Feldtherre havde alerede givet Ordre til Retirade, da de preussiske Generaters alt for store hidsighed foraarfagede Sabet af det næsten vundne Slag. Disse Generaler vare, Manstein og Prinds Morits, fom istedet for efter deres Be stemmelse at bevæge sig fremad ved siden af den kjæmpende rmee, paa Eengang brækkede Slagtordenen for at forfølge Croaterne. Herved tilintetgjordes Kongens hele Disposition. Det blev til en fægtning mellem enkelte Regimenter og Batallioner; det østerrigste Urtillerie kom til at virke og der tom Forvirring i Preussernes Linier. Paa famme Tid brød nogle fachfiske Gavallerieregimenter ind paa den preussiske høire Fløi og fuldførte Forvirringen og Nederlaget. Kongen selv udsatte sig for enhver Fare. Da et Cavallerieregiment vilde vige, reed Kongen, ledsaget af en dansk Boluntør ind iblandt de Flygtende og bragte dem, trods Kartefcheregnen igjen imod Sachserne. Dog var Slaget tabt: 8000 Preusser og 9000 fterriger bedækkede Valpladsen. Kongens venstre Floi var alerede i Færd med at hoitideligholde den indbildte Seier, da der kom Ordre at trække sig tilbage, hvilket ogfaa steete i største Orden; Folgen af Slaget var Ophævelsen af Beleiringen for Prag. Dog hevnede Frederik sig endny famme War ved Seirene ved Mosbach og Leuthen.
Collin (Henrik Joseph Edler), Søn af en berømt Læge, blev født i Wien den 26de Decbr. 1772. 1781 fom han i det lowenburgske Stift, hvor han lagde Grunden til fin Dannelse, som han ved Selvstudium bragte til en høi Futskommenhed. Han udmærkebe sio baade som Embeds: mand og fom Skribent. 1809 udnævntes han til sofraad ved den geheime Credit Hofkommisfion og erheldt Leopoldsorde nen. Han arbeidede utrættet og anvendte selv Natten paa Digterarbeider, som bans mange Forretninger ei lod ham anden Zid til. Served svækkedes hans Kræfter, og en Eliimfeber, der gik over til en Nervefeber, endte hans Liv den 28de Juli 1811. Collins tidligere peetiffe Arbeider til. intetgjordes af ham selv; et Tilfælde, et Weddemaal med hane Benner fylde vi udgivelsen af hans Regulus. Han
