Regjering. Tre Balgconfuler paa To War (Bonaparte, Cambaceres og Le Brun, hver med 500,000 Frankers aars lige Besoldning) erholdt den udøvende og næsten indskræns kede Magt, Statsraadet, Tribunatet og den lovgivende For= samling deelte den lovgivende Magt. Den 2den August 1802 bieb Bonaparte udnævnt til Første conful paa Livstio, hvorved den franske Stat igjen blev monarchist. Han ere holot Ret til at udnævne fin Efterfølger, foreslaae de to an dre Consuler, udnævne præsidenten i Folkeforfamlingen, sammenkalde denne, bestemme dens Varighed, sammenkalde og opløse det lovgivende Corps vilkaarlig. Alle criminelle og civile Domstole bleve ham underkastede, han fik Benaads ningsret, Senatet indskrænkedes til et underordnet Statss raad og Antallet af Tribunatets Medlemmer nedsattes til det Halve. Han besørgede Statsindkomsterne og udgifterne, sørgede for indvortes Sikkerhed og udvortes Forsvar, havde Overanførselen over Krigsmagten, underholdt alle politiske Forbindelser med udlandet, ratificerede alle Tractater og i Fares Tilfælde havde han endog Magt til at ophæve Constis tutionen. Saaledes forenede især den første Consul kongelig Magt med kongelig Anseelse. Hans Civilliste forhøiedes til 6 Mill. Franker og den 16de Auguft indrettedes et formeligt confularis Hofi St Cloud og ved dette indførtes den gamle Hofetikette. En Consulargarde var alerede forhen oprettet, nu blev Livvagten betydelig formeret. Man faae i alt det:e Bonapartes Stræben efter uindskrænket Herredømme, hvora for mange Sammensværgelser fandt Sted imod ham. Disse tjente kun endnu mere til at befæste hans Magt og det va rede ikke længe før den første Conful antog Keiserværdighes den. Fra Korstogenes Tider finde vi i forskjellige Stater Consuler som Dommere i Søe og handelsfager, Fornem- meligt var det italienske Stater, som benyttede Korstogene dertil, at erholde den Ret af de asiatiske Fyrster at udnævne saadanne Dommere og Beskyttere af deres Nations Handel i Levante; dette Exempel efterlignedes af de andre euros priffe Magter for deres Handelssteder i Levante og Afrika og fra det 15de og 16de Aarhundred ogsaa mellem de euros pæiske Magter indbyrdes, saa diffe Personers Antal i og uden for Europa nu er meget betydeligt. Den Ret at sende dem, betragtes som en Heihedsret, men de kunne blot sendes til flige Stæder, hvor Bedtægt eller Tractater tillader dem at være. Deres Bestemmelse er at beskytte Soefolk og hande lende af deres Nation, see paa Jagttagelsen af Handelsfors drag og give Beretninger til deres Souverainer angaaende Handelens Tilstand og Fordele for deres land paa det Sted, de opholde sig. I Henseende til Forrettigheder ere de i Levante og frita forskjellige fra de europæiske. Hine, der behandles som Gesandtere, have fuldkommen Civil Juris
