lige Provindses Begivenheder. Jeg vil begive mig til Dem; hav den Godhed at modtage mig og unde mig et Diebliss Samtale. Jeg har vigtige hemmeligheder at opdage Dem og vil staffe Dem Leilighed at gjøre Frankerig en stor Tjes neste. Den følgenee Dag kjøbte hun en Dolk i Palais Royal og med den i Barmen begav hun sig i Marats Bolig; han var just ifærd med at gaae af Badet, da han hørte hen- des Stemme og befalede strap at lade hende komme ind. Forsamlingerne i Calvados vare den første Gjenstand for Samtalen; Marat hørte med Begjertighed Navnene paa de Deputerede, der oplivede disse Sammenkomster og opskrev. dem som Charlotte Corday dicterede dem. "Alle disse, uds brød han, skulle snart bøde paa Schaffottet!" Han havde affagt sin egen Dødsdom, thi i samme Sieblik frembrog Charlotte sin Dolk og stødte uhyret i Brystet. Han opgav Manden paa Dieblikket med et Strig. Men hun stod rolig midt imellem Larmen af de tililende Domestiker og Naboer. En Politieofficier optog et Forhør og Charlotte, Corday blev bragt til Abbediets Fængsel. Da postmesteren Drouet fulgte hende til Abbedier og erindrede Pobelen, som vilde dræbe hende, om Lovene, faldt hun i Afmagt. Da hun kom fig igjen var hun forundret over at Pøbelen havde ladet hende leve. vindernes Taarer smertede hende meget, men hun sagde: vo der redder fit Fædreneland er ubekymret om hvad det koster. Man fandt hos hende Skeden til Dolken, nogle penge, hendes Debeattest eg Pas, et Gulduhr og en Udresse til Folket. Da hun var ved Abbediet, løb en yngling til og bad at man vilde opofre ham istedet for hende; ogsaa han maatte bøe. Hendes første Omsorg var at skrive til sin Faber og anraabe ham om Tilgivelse for den Kummer, hun foraarfagede ham. Derpaa firev hun tit Barbarour. Begge Breve vidne om den høiefte Handsdannelse og den meest op= Høiede Tænkemaade. I morgen Klokken 5, skriver hun til den sidste, begynder min proces og jeg haaber endnu samme Dag at møde Brutus og andre af de Gamle i Elysium; thi de nyere gjøre intet Indtryk paa mig, da de ere saa slette. Hun vifte sig for Revolutions tribunalet med Bærdighed; Hendes Svar vare bestemte og æble: Dommerne spurgte hende, om hun var svanger? Redmende svarede hun: jeg har ingen Mand fundet, som jeg anfane mig værdig, thi Marat levede endnu. Hverken Dommernes Forbittrelse eller Pøbelens Rasen kunde et Sieblik forstyrre hendes Ros lighed; langtfra at ville forsvare sig, talte hun om fin Daad som en pligt, hun havde opfyldt mod Fædrenelandet. "Jeg havde, sagde hun, Met til at dræbe Marat,, thi han felv befalede Mordet. Den offentlige Mening havde alerede for længe siden fordømt ham og jeg fuldbyrdede blot Dom. men." Hendes Forsvarer, fuld af Beundring over et fligt
