fit første Theaterstykke elite. Saa ufulbkomment det var, blev det dog modtaget med overordentligt Bifald. Derpaa fulgte en Mængde andre. En høiere Flugt tog Corneille i sin Medea, en Efterligning af Seneca. Dette Stykke havde imidlertid kun maadeligt held, skjøndt det overgik alt hvad den franske Skurplats dengang havde at opvise. Sin rette Hædersbane aabnede Corneille med Eid, som udkom 1636, og i høi Grad vakte Richelieus Iversyge. Han dannede et partie derimod og fik det franske Akademie til at forfatte en Critik derover, som ei var det til synders lig hæder. Desuagtet vedblev Publikum i sin Enthusias mus, og for at betegne det Fortrinligste sagde man: "Cela est beau comme le Cid." Virkelig hører Cid til den tragiske franske Skuepladses fortrinligste prydelser; der hersker overalt i samme ridderlig Kjerlighed og Ære og Skilbringen af Spanierne er mesterlig. Det er at beklage at Digteren ei vedblev at gane frem paa denne Bet, hvors ved Tragoedien kunde bleven national og romantisk; men efter den Tids Fordomme troede, at man fun hos de Gamle kunde finde værdigt Stof til Tragoedien hans næste Stykke vare Horatierne, hvori man vel finder store Skjønheter, men selv efter de franske Critikers Tilftaaelse betydelige Mangler. Derpaa fulgte Ginna, Polyeuci, Pompeius's Død, Rodogune, som Corneille erklærer for fit yndlingsværk, Herkules og cystspillet Nikomedes. Kun disse Skue spil have vedligeholdt sig paa Skuepladsen. Hans øvrige Arbeider faldt enten strax eller forsvandt lidt efter lidt. Corneille døde som Dekan ved det franske Akademie den Ifte ctober 1684, ham tilkommer den Roes først at have bragt den franske Tragoedie til en værdig Heide, hvorvel han ei havde Kraft nok til at bryde te Lænker, som man havde paalagt den efter Aristoteles's formeentlige Forskrifter. Man gav ham tilnavnet den store, fordi han mere frems stiller Heroismus end Kjerlighed og blide Følelser og i sine kraftige, men ei altid velklingende Bers udtrykker ophøiede og ædle Følelser. I øvrigt vifte Corneille hverken i sit ud=. vortes eller i sin Omgang Manden af and. han talte lidet og udtrykte sig sædvanlig flet og forvirret. Med Ret sagde derfor en Dame, man burde kun gjøre hans Bikjendtstab i hotel de Bourgogne (paa Theatret). Med en høi Nand, der elskede uafhængighed kunde han ei nedlade sig til Smiger og holdt ei af Boffet. Selv til de mindste Forreta ninger var han fuldkommen ubrugbar. uden at være fors fængelig, yndede ban tog ges. Med den ham egne Oprig tighed og Redelighed forbandt han en ængstelig eligiøsitet. Han var gift med en Datter af Lieutenant General t'Anbely, med hvilken han avlede tre Sønner. Voltaire, der faldte fig Corneilles Soldat, har udgivet hans Værker og com
