freven 1380 levere os en Historie om den ømmefte Kierlig hed og den meest oprørende Grusomhed, hvoraf her gives et üdtog. "Renaud, Caftellan af Coucy, var indtaget af den stjonne Gabrielle de Bergy, Aubert de Faiels Gemal inde. Slottet Faiel laae ei langt fra Coucy og begge i Nærheden af St. Quentin. Renaud kaftede sig med ilstaaetsen af fin Lidenskab for Gabrielles Fedder, hun viste ham tilbage men ikke for stebfe. De Elftende faae hinans den flere Gange hemmeligt. Den fyrigste Kjetlighed og de Trængsler, som hendes Gemals Iversyge, foraarfagede, frems bragte Renauds Sange, hvori findes udtryk af den heftigste Lidenskab. Den Forpligtelse at deeltage i et korstog, af brød de Elfkendes stille Lykke. Renaud reiste bort og indfibede sig i Marseille med Englands Richard. Ved hans Ankomst i Palæstina var Acre alerede i de Christnes Hænder. Han fægtede i Forening med Richard ved Cæsarea og seirede med ham ved Ascalon. Men ved Forsvaret af et Slot, hvor Kongen havde taget fit Quarteer, traf en forgiftet Piil ham. At Møie var forgjeves, Saaret syntes uhelbredeligt. ud. mattet of Smerter og længsel bad Renaud nu om Tilladelse at vende tilbage til Fædrenelandet. Man titstod ham sin Begjæring og snart var ban paa hjemveien. Dog ales rede efter nogle Dages Forløb følte han Dødsengelens Nærmelse. Han kalder sin troe Vaabendrager til sit Leie og ræk ker han en Sølvæske med sin Beherskerindes Foræringer. Zag dette, fagde han med bævende Stemme og gjem det vel; læg efter mit sidste Suf mit hjerte til det orige og bring det til Fruen af Faiel. Hans Die brifter, og den troe Tjener iler til Slottet Faiel. Han ankommer der, men uheldigviis træffer han Slottets Herre, hvis Hierte træffes af mistake. Han laber ham strengt undersøge og finder hos ham den sidste Gave og de sidste udtryk af en uudstukkelig Kjerlighed. Forbittret til Raferie, udtænker han nu den skrækkeligste Hevn. "Tag dette hjerte, sagde han til sin Kok, lav det til og fæt det paa min Kones Bord." Det skeer og Gabris elle - spiser deraf. Har det smagt dem godt, spørger hens des Gemal. fortræffeligt udbryder den Ulykkelige Det troer jeg gjerne var Svaret, det maa have været en kostelig Ret for dem, thi det var Castellanen af Coucys Hjerte. Jil Frækkelig Overbeviisning henkastet han hende det Brev, som Renaud døende havde skrevet hende til. Efter dette skræks kelige Maaltid vilde den ulykkelige Intet nyde meer, hun døde frivillig Hungersdød." Froilard og Christine de Pifan ere de ældste Vidner om denne Begivenhed, hvis, Sandhed du Belloy tilstrækkeligt har prøvet. Renauds Kjerlighedssange ere samlede udkomne i Memoires historiques sur Raoul de Coucy, Paris, 12, 1781.
