Efter ham kom hans to Sonner 2) Antoine Goupel, født i Paris 1661 og død der 1722. 3) Noel Nicolaus Coppel, sædvanlig kaldet Onkelen, født i Paris 1692, død der 1735; og endelig 4) Antons Son Charles An. toine Goypel, født i Paris 1694 og død der 1752. De vare alle berømte fom Malere, fient ei af lige fortjenester. Noel Coppel den ældre lagde Grunden til deres Roes. Han uddannede sine lykkelige Antag ved strengt Studium saa ivrigt, at han i en alder af 30 Mar anfaaes for een af Frankerigs første Malere og fik plads, blandt Akademiets Medlemmer. Efterat han paa kongelig Ordre havde fors stjønnet det gamle Louvre (dog fun efter le Bruns Cartons) og Tuilerierne med sin Pensel, blev han udnævnt til Direc tor for det franske Akademie i Rom og bidrog ei livet til dets større Glands. Hans i Mom offentlig udstillede fire Billeder for Cabinettet til Raadhuset i Versailles: Solon, Trajan, Severus og Ptolemæus Philadelphus opvakte als mindelig Beundring. Hans fortrinligste Malerier ere: den hellige Jacobs Martyrdod i Notre Dame Kirken; Gain, som myrder sin Broder i Akademiet 2c. Han besad en rig, blomstrende Indbildningskraft, tegnede correct, forstod sig paa udtrykket og havde en yndig Colorit. Hans Son An- toine viste tidligt de lykkeligste Anlæg og Følelse for det Skjønne. I en alder af 14 War arbeidede han paa at danne sig efter de venetianffe Colorifter, hvori han dog blev afa brudt ved hans hurtige Tilbagereise til sit Fædreneland. Hvad han frembragte erholdt det tydeligste Bifald, hvilket vel var Warsagen til at han forsømte Grundigheden. Hans uudtømmelige Rigdom paa Opfindelser og hans Compositio ners Storhed gjorde at man overfaae det Incorrecte i Teg- ningen, ligesom hans indtagende, blendende Colorit lod glemme mangelen paa Harmonie. Hans Erempel og hans Anseelse (han blev Director for Akademiet, Kongens første Maler og ophøiedes i Adelstanden) lagde Grunden til den franske Skoles Maneer, hvorved den ægte Kunst meer og meer udartede. Ulige grundigere var hans yngre Broder af andet Egteskab, som uheldigviis mistede sin Fader alt for tidligt. Langt fra at ville glimre ved et fat Stin, stræbte han efter Sandhed, holdt sig til Naturen og modstod den herskende Smag undtagen i Farveblandingen. uben llnder: støttelse og ei hævet ved Mængdens Bifald trøstede den brave, blide Mand sig ved nogle faa Kjenderes Dom. Han erholdt endelig en plads i Akademiet. Untons Søn hengav sig til Tidsalderens Smag med glimrende held, der dog kun fordærvede ham faa meget mere. Hans Malerier vare blen. dende Farvemasser uden Harmonie. Han befad noget Talent for Poesien. Man har nogle Theaterstykker af ham. Hans Fader forfattede undersøgelser over Maleriet i dialogisk
