Phraates fandt saa overordentligt Bifald, at han maatte henvende sig til Dauphinen for at gjøre Ende paa Forestil fingerne. Ogsaa viste han sig i Lyftspillet med held. Hers tugen af Vendome udnævnte ham til Secrétaire des commandements, som Prindsen af Conti alerede havde gjort, og desuden til Secrétaire général des galères. Han bes fandt sig ofte ved Fyrstens Side midt i Slagene, Paa Valpladsen ved Luzzara belønnede Kongen af Spanien hane Mod ved at tildele ham St. Jacobsordenen og Comanderiet Limes nes. Hertugen af Mantua gav ham Marquisatet Penango i Montferrat. Efter trediveaarig Tjeneste tog han fin Af freed fra Hertugen og dede i Coulouse den 11te Mai 1723, 67 Nar gammel af en Lungebetændelse, ei som andre paataae at Umaadelighed i Spise eller af Ergreife over to Pors tocheisedragere, der ei vilde bære ham for hans Corpulens. La Harpe siger om ham: "Man har roeft Viisdommen i hans Planer: de ere forstandige, det er sandt, men de ere ligesaa svagt udkastede som udførte. Campistron besad ingen Kraft; man finder ingen udmærket Characteer, ingen stærk Situation, ingen grundig Scene, intet energist Vers. Han søger bestandig at efterligne Racine, men han gjør det som en Lærling, der har en Mesters Malerie for sig og med frygtsom og ubestemt Haand henmaler livløse Figurer. I Versification staaer han endnu en Grad under Pradone; den er just ikke latterlig, men for det meste en temmelig let rimet almindelig Prosa." Og dog have hans Værker oplevet 10 Oplag.
Campo formido, sædvanlig, men urigtig Campo Formio, et lille Castel (eller snarere en Zorstad) ved Udine, i det østerrigske Friaul, mærkværdigt ved den Natten mellem den 17de og 18de October 1797 undertegnede Fred mellem terrig og Franferig. De osterrigske Gesandtere vare Gres Cobenz, Merveld, Degelmann og Marchese di Gallo, pas fransk Side General Buonaparte.
Campomanes (Don Pedro Rodriguez, Greve af), spans Minister, Director ved det af Philip ste 1738 stiftede kongelige Akademie og Storfors af Carl den 3dies Orden, var f dt i Aurien i Begyndelsen af det 18de Narhundrede, gavnede fit Fædreneland ved fine Talenter og fin lærdom og kan ansees for Een af sin Nations berømtefte Skribenter. Akademiet for de jonne Videnskaber i Paris udnævnte ham til Corre pondent oa det philofophife Selskab i Philadelphia paa Fran lins Anbefaling til Medlem. Cabarrus figer om Campom nes, at han aldrig kjendte nogen Mand af kørre Kundskaber eller en mere beundringsværdig hukommelse. "Ingen Roes," figer Cavanelles, "er stor nok for denne for-
