Forbindelse i London, fom kaldes Quadrupetalliances, hvor- ved Krigen endtes og Softerrig fit Sicilien istedet for Sars dinien, som det overiod Hertugen af Savoyen. 2f Mangel paa mandlig ffom føgte Carl at fiftre fin Datter Maria Theresia sine Urvetande, forfattede til denne Hensigt en Arvefølgelov, kaldet den pragmatiste Sanction, som han søgte at faae de europæiske Magter til at erkjende. Den terte Fred, Cart nu nod, benyttede han til Sanbetens Fremme og stiftede et Handelscompagnie paa Levante. Han besøgte feto Istriens Kyfter og led der anlægge Landeveie og Havne og bygge Slibe. Hans Planer til et indisk Sandels. compagnie i Ostende, vilde ei lykkes, og han maatte her give efter for Sømagternes Fordringer. Effer August 2dens Ded fatte den polf: Succesfionskrig igjen Europa i Bevæs gelfe 1733. Carl understøttede i Forening med Rusland Auguft den 3die, men Frankrig og Spanien erklærede sig for Stanislaus Leszinsky. Herover opkom en bloeig Krig, som endtes 1735 med Tabet af Reapel, Sicilien eg nogle Staber ved Rhin. Neppe havde Carl endt denne ulykkelige Krig før Hans Alliance med Rusland nødte ham igjen at angribe Tyrkerne. Aaret 1737 rykkede hans Trepper under Feldt. marichal von Seckendorf uden Krigserklæring ind i Servien og besatte Mizza, men denne Triumph var af kort Varighed. Tyrkerne fornyede deres Angreb stedse med overlegen Magt, og tvang efter tre geldttog, Keiseren til at slutte Freden i Belgrad 1739, hvori han afftod Wallachiet, Servien og Stas den Belgrad: Carl overlevede ei længe piffe uheld. Han døde den 20ve Oct. 1740, medens han var beskjeftiget med at bringe de forvirrede Finanser i Orden og lægge den sidste Haand paa ben pragmatife Sanction i det han lov fin Svigersøn, Storhertug Frants af Toscana udnævne til romersk Konge.
Carl 7de (egentlig Carl Albrecht), født i Brüssel 1697, var en Son of Maximilian Emanuel, Churfyrste i Bayern og dengang Statholder i de spanske Nederlande. I fin ungdom befandt han sig ved det keiserlige of og ans førte i Tyrkekrigen det af hans Fader sendte hielpecorps. 1722 formælede han sig med Joseph den istes Datter, efterat han først havde frafagt sig alle Rettigheder, som han ved dette Ægteskab kunde erholde til de ofterrigste Urvelande. 1726 fulgte han fin Fader som Churfyrste i Bayern. Han var Een af de Fyrster, som protesterede mod den 1732 paa Nigsdagen i Regensburg garanterede pragmatiste, Sanction og fluttede derfor en Defensivalliance med Sachsen. Efter Garl ben 6tes Dod vægrede han sig ved at erkjende Maria Theresia og grundede fine Fordringer paa et Testamente af Ferdinand den første. Frankerig understøttede ham med bety
