143
Søret 1561 9. maj.
Icke maa skiperen heller selgie eller gifve noget bort af skibsredskab, fetalie eller andet, hvad skibet tilhører, uden hand fører det til regenskab; hvo anderledis giør, skal straffis som for andet tyfveri. Kilde til: Icke regenskab, er Lyb. ord. 1542 § 15 (reces 1530 § 13), som dog gör salgets berettigelse afhængig af redernes samtykke.
Cap. 45. Om kiøbmanden icke skiber sit gods udi timmelig tid efter skiperens oc kiøbmandens forord, eller om skiperen met andet gods forfylder det rom, som hand kiøbmanden hafver tilsagd.
Lader en skiper seg fragte af en kiøbmand, to eller flere, oc samme kiøbmand formedelst forsømmelse eller udi andre maade icke skiber sit gods udi timelig tid efter deris forord oc vilkaar, oc skiperen, efter hand hafver lougligen paamindet kiøbmanden eller hans fuldmyndige bud, seigler der fra oc fanger dog ingtet af samme gods ind, da skal kiøbmanden gifve skiperen sin fulde fragt. Men er det saa, at skiperen tager noget andet gods ind, lidet eller meget, oc det rom, hand forsagd hafver, der met blifver fyldet oc forhindret, da er kiøbmanden hannom ingtet ydermere pligtig. Kilde til: Lader en . . . sin fulde fragt, er Visby § 34 (37).
Cap. 46. At en skiper, som er dragen udi fremmede lande, skal icke vere redernis gods megtig mere end det, hand hafver under henderne, som er det nerverendis skib oc gods, som hand hafver met at fare, oc rederne, som hieme ere, der for icke skulle und gielde, om skiperen dennom udi nogen handel met bref oc segel forpligtendis vorder.
Kommer en skiper udi fremmede lande oc giør der nogen handel, vere seg kiøb, sal, fragt eller hvad anden handel, der nefnis kand, oc hafver met bref oc seigl der udi forpligtet sine redere, som hiemme ere, at skulle
