156
Søret 1561 9. maj.
Kommer et skib paa det farevand, som grund er, oc er saa dybt gaaende, at det icke kand komme til den stæd, som det fragtet er, saa skiperen maa hafve læteprame at losse udi, den fragt oc prampending skal skib oc gods betale, oc dersom at samme gods kommer til nogen ulycke, da skal den skade gaa ofver skib oc gods, som beholdit er. Kilden til: Kommer . . . oc gods betale, er Visby § 56 (57), som dog bestemmer skibets anpart til 2, godsets til I del af omkostningen. 1 R: lichteprame; W: mohtlichtepramen.
Cap. 71. At ingen skibsfolk, indlendiske eller udlendiske, maa bere verge hos seg uden de, som besynderlig befalning hafve paa kongl. majt.s egne orlogsskibe. Ville vi oc vore egne skibsmend saa vel som alle andre, bode udlendiske oc indlendiske, forbiudet hafve, at de icke skulle bere verge hos seg, naar de komme udi land for vore kiøbsteder Helsingør, Bergen eller ander stæds her udi rigerne, paa det at mord oc manddrab der met maa nederleggis, som (tes være) her til met den fremmede søfarende mand sked ær. Dog ville vi vore egne skipere, høfvidsbaadsmend oc andre, som paa vore orlogsskibe besynderlig befalning hafve, her met hafve undertagit.
Cap. 72. At hver skal velvilligen udgifve den taald, som hannom lougligen paaleggis. Desligeste ville vi vore egne undersotte, skipere oc kiøbmend besynderligen, som fremmede lande met deris skibe oc gods besøge, alvorligen befalet hafve, at de hafve god agt oc indseende udi deris sag, at de velvilligen udgifve den taald oc rettighed, som dennom lougligen paaleggis. Dersom nogen her udinden findis seg at forgribe oc herrers oc førsters tilbørlige pligt oc told seg underslaar, da ville vi her met hver besynderligen atvaret hafve, om hand der ofver fanger skade.
