556
Forordning 1619 8. jan.
rettighed deraf ei skal underslaais, oc imidlertid indtil de nøiactig kand forfare, hvis udført er, oc hvor høigt det sig beløber, det herinde er, paa en ret lader anholde saa oc i tide tilse, naar noget udføris, at deraf strax voris andel oc hvis deraf bør erleggis, om de det udføre, endoc self efter den tid her inde vorder besiddendis. 2. Saafrembt forbemelte vore fogder, embidsmend, borgemestere, raad oc hvo paa vore vegne, dermet bør at hafve indseende, icke self den skade, os af saadan efterladenhed foraarsaggis, ville refundere, erligge oc derfor uden stande til rette, som ved bør.
512. 1619 8. jan. (Hafniæ.) Frdg. om den værdi, til hvilken forskellige fireskillingsstykker skulle antages¹. Sæll. tegn. 21, 365–67. Eptersom vi komme udi forfaring, atskillige fireskillingsstycker paa nogle steder udi Tyskland at verre afsat och for mindre verd at skulle udgifvis beslutted, da epterdi det er at befrygte, at samme mønt udi mengden hid ind udi vore riger och lande skulle blifve forført, naar den paa andre steder icke for sin forige verd kand nydis, vore rigers undersaatter endlig til merkelig tab och største skade, ville vi hermed saaledis alfvorligen hafve forordnet: at enhver sort af forskrefne fireskillingsstycker, som denne herhous trøgte designation om formelder, udi forskrefne vore riger och lande skulle verre gangbare for den verd och pris udi kiøb och sal, som derhous findis specificerit och antegnit, och icke for høire eller støre verd; herepter sig alle och hver baade indlendiske och udlendiske dennom skulle vide at rette och forholde. 1 Om forordningens udarbejdelse og rigsrådets betænkninger herover, se Erslev: Rigsråd og stændermøder 1, 254–58.
