447
Forordning 1629 27. mars.
10. januar, hvor den skulde betænke for det første, hvorledis disciplina ecclesiastica kunde bringis paa fode; for det andet, hvorledis guds ord oc sacramenternis retsindige brug med andre gudfryctigheds øfvelser udi kirker oc skoller kunde befordris; for det tredie, hvorledis dricken, forargelig omgengelse oc klededragt hos geistligheden kunde reguleris; for det fierde, hvorledis geistlighedens enker kunde forsiunes. Hvis den bevarede afskrift af biskop Hans Mikkelsens dagbog¹ er fuldstændig, synes forhandlingerne först at være begyndte 1628 14. januar i den såkaldte rådstue for Københavns slot (in domo senatoria), hvor man denne dag kom sammen for at here kongens af Kristen Thomsen fremsatte propositioner. Efter dagbogens udvisende fortsattes forhandlingerne de følgende dage snart i bispegården (in domo episcopi, in ædibus episcopalibus), snart i rådstuen, hvor kommissionens medlemmer den 2. februar underskrev deres betænkning. De havde dels enkeltvis, dels samlede, været indbudte til frokost eller middag hos forskellige notabiliteter, såsom Kristen Thomsen og statholderen Frans Randzov. Den 4. februar holdtes et slutningsmede hos kongen, hvor kommissionens forslag (constitutiones nostræ) bleve dreftede og approberede (ab ipso rege examinate et approbata), hvorpå man skiltes, efter at kongen havde budt kommissionen til frokost. Den 5. februar tiltrådte Hans Mikkelsen hjemrejsen.
Efter denne fremstilling ser det ud, som om kommissionen var blevet enig om et samlet forslag til en lov om de i kommissoriet fremdragne forhold, hvilket forslag derefter var blevet approberet en bloc af kongen. Ser man imidlertid på frdg. 1629 27. mars, så fattes i dennes tekst det i kommissoriet omtalte fjerde afsnit om forsergelsen af gejstlighedens enker. Forklaringen heraf fås af en endnu bevaret afskrift af et kommissions- 1 Samlinger til Fyns historie m. m. 6, 112–13 jfr. citatet efter Hans Mikkelsens manuscriptum miscellaneorum hos Pontoppidan: Annales eccles. Danic. 3, 771. 2 Erslev: Rigsråd og stændermøder 2, 213 anfører den bevarede tekst som en original udfærdigelse, forledt af, at afskriveren har søgt at faksimilere underskrifterne.
