502
Sæll. reg. 18, 446.
Åb. brev 1629 10. decbr. Eftersom vi ideligen forfare den store skade, uvished och afgang, kronen paa sin indkomme af mølleskyld aar efter andet lider, da hafver vi saadant at forekomme for got anset, at vore lensmend, di nu ere eller frembdelis med vore och kronens lene forlent vorder, med di møller, som under deris lene ligger, herefter sig skulle forholde som følger: 1. Først skulle lensmendene handle med di møller, hvis møller vel ere ved magt med stene, hiul, sluser, biugning, demning och ald anden tilbehør, om en visse aarlig afslag paa landgilden, hvorimod di hver sin mølle skulle holde ved lige med alt forbemelt och møllens tilbehør, hvad nafn det och hafve kand, demningen undertagen, hvilken at underholde lensmendene saa ofte fornøden skal lade tilsige kronens nestbeliggende bønder dertil at vere behielpelige, serdelis. naar for møllerens egen forseelse och forsømmelse demningen icke lider skade. 2. Belangende de møller, som nu ere brystfeldige, til dennom skulle lensmendene lade tage siun och siden med allerførste och ringeste bekostning mueligt dennom lade forferdige med stene, hiul, sluser, biugning, demning och ald behør och siden handle med mølleren, som forbemelt er, at di dennom med ald møllebiugning och tilbehør holde ved mact. 3. For det sidste skulle lensmendene tage nøiactig lofven och vissen af møllerne, at hver sin mølle, som forberørt er, holder ved lige, och siden ofte om møllernis tilstand lader forfare och indseende hafve, at di saa ved mact holdis, som ved bør och som andre møllere, naar di, dennom nu bruge, afgaa, kunde vedtage, saa at vi for videre bekostning kunde vere forskaanede.
