570
Forordning 1632 23. apr.
5. Siden arfver hver, som den nest er i arfvetal. 6. Fader er ei skyldig at gifve sit barn noget i hende, saa lenge moder lefver; end gifver hand et barn noget, daa maa hand ei nechte det de andre; koster oc fader it sit barn reigse i fremmede lande eller och brøllupudflye oc deslige, oc døer fader før, saa hand ei kand giøre de andre lige skel, som hannem tyckes oc ret er, da skulle samfrender tilgiøre de andre, saa vit billigt oc boen kand taale, oc saa at de oc faaer tillige maadelig frembtarf oc nodtørft. 7. Selger hosbonden hustruens jord, da tager hun eller hendis arfvinger, naar skifte staar, fyldist udleg i kiøbejord; er ei kiøbjord til, da i bondens egen jord eller oc i beste løsøre, om ei bondejord er, saa at deraf kand ske fyldist. 8. Selger hosbonde sin jord for penge oc boefe, da tager hand eller hans arfvinger, naar skifte staar, fyldeste derfor i kiøbejord; er ei kiøbejord, oc bonde hafver sold sin jord til sin oc sin hustrues kost eller fordel, da tager hand eller hans arfvinger fyldest i boefe, med mindre hans jord er sold af nød oc trang til begges lifsunderholdning, oc ingen stor formue siden i boen er indkommen; er ei boefe til, da hafve sig skade for hiemgield, ti af hustruens jord fange de ei udleg. Selgis baade af hosbondes oc hustrues jord, da tage de vederlag i kiøbejord oc løsøre efter, som af hvers solt er. 9. Hustruen niuder half kiøbejord oc løsøre efter hosbonde, hvad heller hun hafver barn ved hannem eller icke; dog regnes det først for kiøbejord oc løsøre, som til ofvers er af kiøbejord eller løsøre, naar hosbond oc hustru eller deris arfvinger fyldest udleg for deris sold arfvejord faaet hafver. Kilde til: Hustruen . . . icke, er reces 1558 § 52. 10. Den, atten vinter gammel er, anamme self sit
