Spring til indhold

Side:Corpus constitutionum Daniæ Forordninger, Recesser og andre kongelige Breve, Danmarks Lovgivning vedkommende 1558-1660 - bind 5 (år 1639-1650).pdf/315

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

302

Reces 1643 27. febr.

- - II. 15. 1. 7. deris gods at opbyde oc afstaa. End befindis nogen mands person, som icke hafver at betale med, dend straffis med fengsel, som herefter formeldis, med mindre creditorerne hannem ville benaade. Kilde: frdg. 1623 1. juli § 1. 2. Vitterlig gield betalis af fellisboe. For det andet skal oc med dend afdødis gield forholdis efter loven oc recessen, nemlig naar boen inden fiorten dage er af neste frender, indgiel[d] oc udgield, saavit vidis oc findis antegnet, registeret oc al ting siden i boen forseglet, undtagen hvis til daglig ophold oc brug kand med gaae (hvilket dog oc registeris oc taxeris skal af de, som registere), da skal vergen med forbemelte neste frender, om saadan gield findis, som af viktighed er, gifve landsdommerne saadant til kiende, hvilke skulle saadant til tinge forkyn- [s. 265] de, oc skulle forbemelte verge oc samfrender bevilge eller nefne tvende gode mænd, hvilke landsdommerne, som før er rørt, skulle forordne. Samme gode mænd bevilgede eller tiltagne i enten deris sted, som for lovlig forfald udeblifve, som tilforne formeldet, skulle taxere oc liqvidere godset oc gielden ved siette ugis dag, oc da maa vergerne oc arfvingerne self giøre udleg til creditorerne udi gode løsøre oc jordegods, undtagen de med creditorerne anderledis kunde forenis, eller oc creditorerne self godvilligen ville lade gielden bestaae, synderlig om en ringe gield findis, som de uden anden forvaring arfvingerne ville betroe. Ti der som icke større gield findis end dend, som vel af indkomsten, uden anden der af gangende udgift kand efter haanden fornøies, da vergerne der udi søge de umyndigis fordel oc deris jordegods skaane, saa vit mueligt, oc som de ville forsvare. Dog saa frembt jo nogen af boen strax begierer at betalis, da kand oc bør det hannem [s. 266] icke at vegris,