40
Forordning 1639 8. juni.
skulle de icke paa deris regenskabber qviteris, med mindre samme beviser rigtigen blifver indlagde. 6. For det sidste, ingen øxen maa kiøbis til at udføris uden de, som bevisis at vere kiøbt af vore ladegaarde, adelens gaarde eller staldet paa borgeskabets indauflet foeder. 5. Skvattemyller, veder och hestemyller. Bønders skvattemyller, som ere paa en mil ner ret landgieldsmyller, som holdis ved magt oc nochsom kand bøndernis maaling forestaa, skulle afskaffis, dog de skvattemyller undtagen, som af arrilds tid hafver gaaet landgielde af oc udi sødskendeskifter eller andre skifter ere gaaen paa lod och bevisis at regnis for landgielde. Ei maa heller nogen bunde, som hafver hus och gaard, nogen veder- eller hestemyller af ny lade opbygge paa nogen steder, hvor landgieldsmyller maalen bekvemmelig kand forestaa. 6. Bondens restantz oc gield. Endog bundens største gaufn er, at hand ingenlunde tilstedis sin landgielde paa sig at drage, ei heller at hand af borger eller anden, som bunden noget til sæd eller anden sin nødtørft forstrecker, for rente eller slig fordels forbedring paa lang tid efter anden bedagis, dog efterdi misvext, ulycke paa kvæg, heste och deslige tilfeld kunde indfalde, daa paa det den nødtrengte bunde hverken skal i sin trang ofverilis, ei heller i uvisse vitløftighed føris, skal alle bønder, som i it herred boesiddende nogen enten restantz eller gield skyldige er, hvert aar en gang lougligen indstefnis, saa de kunde vide at møde, och da skulle de i et tingsvinde alle samptlig indføris, hvor vit enhver af slig restantz eller gield er gestendig eller kand strax ofverbevisis, om hand det fraagaar; och skal bunden derefter oc icke videre vere pligtig at svare och betaale.
