Side:Danmark-Norges indre historie under enevælden 1.djvu/505

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

Andet Kapitel. 13

det mindste som Regel har fundet en Forhandling Sted i Kan- cellierne, inden Konseljet gav sin Betænkning. Det var for øvrigt tidt ubetydelige Sager, særlig vedrørende Bevillingsspørgsmaal, der behandledes af Kongen i Konseljet, saaledes Sagen om Be- villing for Etienne Capion 1718 til at spille med Marionetter (Werlauff anf. St. S. 217).

^^) Ligesom skriftlig Betænkning omtales i de Note 16 nævnte Aktstykker fra 1705 og 1706, saaledes kan man se det af, hvad der i Kancelli- og KonseljprotokoUeme efter 1703 staar om Kon- seljet. Et ypperligt Exempel paa et Konseljreferat om en Sag, som gjaldt for at have nogen Vigtighed, har man i Sagen om en ny Indretning af theologisk Examen og et nyt Slags Konsistorium, hvorom en af Kongen nedsat Kommission af Theologer havde indsendt Betænkning (Ny kirkehistoriske Samlinger LI, S. 641 ff.) Særlig bekjendt fra Litteraturhistorien er det Træk, at Konseljet (12. Febr. 1720) gav Betænkning om Peder Paars i Anledning af Rostgaards Klage.

  • '^) Se et Exempel herpaa i mine Studier til den nordiske

Krigs Historie i Historisk Tidsskrift 5te Række 3dje Bind, S. 116.

  • ®) At oprede Konseljets Stilling til de forskjellige Kollegier

ganske klart, er med Hensyn til den alier største Del af det her omhandlede Tidsrum ikke let, og maaske med det tor Haanden værende Materiale overhovedet ikke muligt. Instruxen for Skatkammerkollegiet af 20. Juli 1670 § 2 (Geharch. Aarsb. II, 191) taler om, at Sager, der først ere behandlede i dette Kolle- gium, bag efter skulle refereres Kongen „i andre voris betroede Raads og Tjeneres Paahør". Dette tyder utvivlsomt paa en For- handling i G-ehejmekonseljet; men denne Ordning er næppe traådt i Kraft; i det mindste finder man aldrig i Rentekammerets Pro- tokoller ved Angivelsen af den kongelige Resolution nogen An- tydning faf sligt. De Uddrag af disse fra de første Aar efter 1670, der ere trykte i Suhms Nye Samlinger til dansk Hi- storie 1ste Bind, kunne allerede give en Forestilling derom. Med denne Opfattelse stemmer det godt, at hverken Instruxen for Rentekammeret af 1680 eller den af 12. Juli 1690 (Oeharch. Aarsb. II, 310 ff.) taler et Ord om Referat for Kongen i Kon- seljet/ I den af 1690 udtaler Kongen endog udtrykkelig, at de Supplikker, som Kammeret ikke selv kan afgjøre, vil han, inden der resolveres af ham selv, lade komme til Erklæring af visse Kommissarier, „hvor iblandt og nogle af KammerkoUegio skal være^ (§ 14), altsaa netop ikke til Erklæring af Konseljet. Saa- ledes gik det i de følgende Aar. Vi kjende Navnene paa disse Kommissærer (af Protokollerne over Kommissionerne udi Raad-