58 Andet Kapitel.
naturlige Top, til at udvikles ud over dets ubestemte Stilling og Form i ' Frederik IIFs Tid. Kongen kunde behøve et Raad, sammensat af nogle faa prøvede Stats- mænd, der fra et mere overskuende Stade kunde drøfte Begeringssageme og være til Gavn ved den endelige Afgj øreise af, hvad der havde været behandlet i de andre Kollegier. En saadan Udvikling af Konseljet fandt da ogsaa Sted under Kristian V, og denne følte sig saa vel ved at have dette Raad ved sin Side, at han i sine Testamenter (1684) indskærpede' sine Efterfølgere som en Pligt, altid at lade der være et saadant Gehejme- konselj, hvori „Statssager og de vigtigste Affaires udi Kongens egen Nærværelse med nogle af de fornemste Ministre og Gehejméraad forhåndles og tages i Delibera- tion". Han mente, at et saadant Konselj, som en Følge af den Dygtighed og Diskretion, der maatte kræves af dets Medlemmer, kun burde bestaa af faa Personer, „ikke over 6 eller 6 i det højeste". Dette var aabenbart ogsaa Tallet paa Konseljets Medlemmer i Slutningen af hans Regering, og saaledes vedblev det at være Til- fældet under de følgende Enevoldskonger.
Men det var først efterhaanden. at Forholdet udvik- lede sig dertil. Med Hensyn til Begyndelsen af Kristian V's Begering er meget uklart baade, hvad Konseljets Sammensætning og dets Stilling angaar. Der omtales jævnlig i denne Tid et stort Antal Gehejmeraader; men det er ingenlunde sagt, at alle disse have havt Sæde i Konseljet; senere under Kristian V's Begering er det en Kjendsgjerning, at man kunde være Gehejmeraad uden derfor at være Medlem deraf *^).
Lige saa lidt var der fra først af en bestemt Ordning af, hvad der skulde forhandles der. Kongen har villet have frie Hænder. Men der uddannede sig i Tidens Løb en Praxis, som i det mindste i visse Henseender senere blev slaaet fast. Den vigtigste Gjenstand for Konseljets Forhandlinger var lige fra Kristian V's første Begeringsaar igjennem hele dette Tidsrum de udenrigske
