82
Herulernes Bopæle i Nord og Syd.
Vaabenmagt. I den Kamp, som nu udspandt sig, havde Herulerne Gepiderfolket til Forbundsfæller; men Udfaldet blev dog, at de fra nu af forsvandt som Folk; adskillige Heruler traadte i østromersk Tjeneste.
Denne Beretning er jo højst mærkelig, og man føler, at det Tidsrum, da saadant kan foregaa, med god Grund kaldes »Folkevandringstiden«. Vi se et nordisk Folk sprængt i to Dele, den ene bosiddende ved de Danskes østlige Grænser, den anden ved Donau. Naar kan vel nu denne Udskillelse være foregaaet, og hvor længe have Herulerne boet i hine Egne i Syden? Ved Hjælp af spredte Kilder kunne vi forfølge Herulernes Historie et Par Hundrede Aar længere tilbage i Tiden. Vi træffe dem saaledes o. 260 som Plyndrere paa det sorte Hav ved Goternes Side; o. 500 have de et Rige et Sted i det Østrigske, og vi høre, at Østgoterkongen Theoderik af Ravenna beder dem om Hjælp imod Frankerkongen Chlodeweg; men derefter blive de angrebne af Langobarderne, som tage Landet fra dem. En vestlig Gren af Herulerne havde i Slutningen af det tredje Aarhundrede vist sig i Rhinegnene og paa Kysterne af Nordsøen, og Stammer af dette Folk traadte flere Gange i den følgende Tid i vestromersk Tjeneste. Uagtet Folket saaledes viser sig paa meget forskellige Steder af Europa, synes dets egentlige Udgangspunkt i alt Fald gennem nogle Aarhundreder at have været Donaulandene.
Meget synes ogsaa at tale for, at Herulerne ere komne til Donaulandene fra Østersøens Kyster; herfra ere maaske ogsaa de Dele af Folket udgaaede, som vandrede mod Rhinen saavel som de søfarende Heruler, der vise sig paa Nordsøens Kyster. Jordanes, den gotiske Historieskriver, der var Prokops samtidige, kender Heruler, der vare bosatte paa den skandinaviske Halvø, men han veed tillige, at Danskerne havde fordrevet Herulerne fra deres eget Land. Paa hvilket Tidspunkt denne Forjagelse er sket og hvor Herulernes Bopæle da vare, er dog ganske usikkert. Imidlertid foreligger der dog maaske Vidnesbyrd om dette Folks Ophold ved Østersøens sydlige Kyster.
I de første Aarhundreder efter Kr. stode finske Folk i Landene Syd for den finske Bugt til henimod Düna; de havde som Naboer Syd eller Sydøst for sig baltiske Folk (Littauer, Letter). Men de maa ogsaa have haft germanske Folk til Naboer. Det er nemlig bleven paavist, at det finske Sprog, saaledes som det lyder den Dag i Dag, maa have modtaget paa hine fjerne Tider Paavirkning
