Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/111

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

93

Skiftende Befolkning i Europas Lande.

de enkelte Kulturperioder eller i den Maade, hvorpaa de afløse hinanden. Bronzealdersmanden opkastede sin Høj over den allerede i Stenalderen byggede Dysse og satte sine Urner ned deri, og længe efter Bronzens Indtrængen vedblev Stenværktøj og Stenvaaben at være i Brug. Paa samme Maade trængte Jernet fredeligt ind mellem Bronzetidens Mænd. De antropologiske Vidnesbyrd tale formentlig i samme Retning; Hjerneskaller og Skeletdele fra Stenalderen fremvise den samme Mennesketype, som kendes i Bronzealderen og de følgende Tidsrum, ja hos de nulevende Danske. Imidlertid vil et Blik paa Europas almindelige Forhold straks vise det usandsynlige i, at vort Land skulde have kendt en saadan Stillestaaen. I vort Naboland Tyskland boede i fjerne Tider vitterligt nok keltiske og slaviske Folk, inden Germanerne trængte herind. I Frankrig boer nu et Folk med romansk Sprog, men det nedstammer fra de keltiske Galler, som Romerne betvang, og deres Land havde i mange Aarhundreder været erobret og stærkt bebygget af et germanske Folk; først langsomt skød den romanske Bestanddel sig atter op og sejrede over det ny tilkomne Element. I endnu fjernere Tider levede iberiske Folk i Frankrig. Hvis noget Land ved sin Beliggenhed skulde synes beskyttet mod fremmede Indvandringer, maatte det være England. Ikke desmindre have germanske Folk kun boet her i fjorten Aarhundreder, og de indvandrede Angler og Sachser modtog paa Vikingetiden en betydelig Tilsætning af Danske. De franske Normanner, der erobrede England 1066, gik ganske vist i Løbet af et Par Hundredaar op i den germanske Befolkning, men de havde dog forinden paatrykket Nationen en uudslettelig Karakter. Før Anglers og Sachsers Ankomst havde de keltiske Britter boet her, men de bleve i flere Hundrede Aar beherskede af Romerne, som gave Folket en stærk Tilsætning af et latinsk Element. Før Britterne menes Iberer at have haft Landet inde. Saaledes er England tre Gange undergaaet et fuldkomment Folkeskifte og fem Gange bleven erobret, seks Folk ere blevne blandede i Tidernes Løb, inden de nuværende »Englændere« opstode.

Naar det er gaaet saaledes med det havbeskyttede England, kan der næppe være Udsigt til, at den jydske Halvø med dens frugtbare Landskaber, hvorhen der fra Fastlandet er let Tilgang uden spærrende Bjerge, eller at de rige, frodige danske Øer i det let besejlelige Hav skulde have undgaaet Naboers misundelige Blikke og den stadige Fremtrængen af urolige Genbofolk. Der findes overhovedet ingen Part af Europa, uden at der er sket de allerstørste Omvæltninger