94
Oldsagerne vidne om Kultur, ikke om Nationalitet.
i Folkesammensætningen, og vi kende ikke noget Land, som ikke een Gang er bleven erobret. Derfor taler al Analogi snarere for, at ogsaa Danmark er undergaaet denne Skæbne.
Fra Oldsagerne kan der ikke hentes noget Vidnesbyrd herimod, da de som Regel intet fortælle om etnografiske og nationale Forhold eller om Begivenheder. Vi kunne ved dem kun se, at store europæiske Omraader i de forhistoriske Tider havde en ensartet industriel Kultur, medens de intet lære os om, hvilke Folkeslag der boede i de saaledes sammenhørende Grupper af Lande. Endelig er det antropologiske Materiale saa begrænset i Omfang og de Slutninger, som kunne drages deraf, saa usikre, at vi derved ikke bringes videre i Kundskaben om Fortidens Befolkning. Selv Folk, der ere ubeslægtede med hinanden, kunne meget vel have den samme Kranieform eller Haarfarve, og ved Hjælp af disse Kendemærker alene kan man ikke paavise nogen Folkeindividualitet. Aller vanskeligst bliver det at følge den Art langsomme Forskydninger af Folkene, der ere foregaaede med sagte Fjed gennem Aarhundreder, til Eks. saaledes som Tyske ere trængte ind over Egne, der fordum vare i slaviske Folks Besiddelse, eller som Tyske i Løbet af det sidste Aartusinde ere trængte frem i Sydslesvig.
Vi have gennemgaaet de mange Vidnesbyrd, som kunde give
Oplysning om hvordan vort Land var stillet paa den europæiske
Folkevandringstid. Vi have kastet Blikket paa de fremmede Folks
Beretninger om Togter, udgaaede fra Landet, og om Bevægelser
op imod det, og vi have undersøgt Mosefundenes Vidnesbyrd.
Alt har maattet lære os, at i Ro har Danmark ikke levet, og at der
dog maaske er noget rigtigt i Jordanes’ Betegnelse af Skandinavien
som det Sted, hvor Nationerne opstaa, og som »Folkeslagenes
Moderskød«. Danmark kan paa de Tider meget vel fra beslægtede
Stammer have faaet nye Tillæg til sin Folkebestanddel. Vi have
set, at de enkelte danske Landskaber frembyde stedlige
Ejendommeligheder, hvad Begravelsesmaade og Oldsager angaar, hvilket jo
ogsaa bringer Tanken hen paa ulige Skæbner og urolige Tilstande.
Her skal nu ogsaa et Forhold omtales, som synes at give Vidnesbyrd om en indtraadt nyere Bebyggelsestid. Landsbyerne i Danmark have holdt sig mærkeligt uforandrede gennem Tiderne, hvad Størrelsen af det Jordomraade angaar, som hører under enhver By (i et følgende Afsnit vil der blive, redegjort udførligere herfor). Endvidere kan der saa at sige læses ud af mange Byers
