97
Guldskillinger fra det østromerske og vestromerske Rige.
i den Periode, som nærmest fortsætter den (indtil ind i det 7. Aarhundrede). Allerede de store Mosefund pege i mange Henseender hen mod Byzants og andre østlige Egne, snarere end mod Italien. Saavel Goternes som Herulernes Vandringer lede ogsaa Opmærksomheden hen paa Østen. At en stærk Forbindelse er bleven knyttet med Konstantinopel og de østromerske Lande, fremgaar da ogsaa af den Strøm af Guldpenge, som gød sig ind over Landet.
I det 2. Aarhundrede e. Kr. fandt, som vi have set, romerske Denarer i ret stort Antal Vej til Norden. Septimius Severus (193—211) er vel den sidste Kejser, hvis Billede Sølvpengene bære herop; efter den Tid indtræder en Standsning i Forbindelsen med Romerriget. Ogsaa Møntfundene i Tyskland vise et lignende Ophør af Pengetilførselen, hvilket maaske har sin Forklaring i, at Markomannerne, senere andre germanske Folk vare begyndte deres langvarige Angreb paa Romerriget. Først i det 4. Aarhundrede komme igen romerske Penge til Danmark, omend ikke i betydeligt Antal, og det er nu Mønter af Guld, solidi. I det 5. Aarhundrede breder sig, især fra Byzants, en hel Guldflod ud over det østlige Europa, og Norden modtager sin Del heraf. Vel fandt i den første Tid efter Kejserrigets Deling (395) en Del vestromersk Mønt Vej til Danmark, men stærkest var dog Tilstrømningen af Guldpenge fra Byzants, og den vedblev uden Afbrydelse indtil Begyndelsen af det 6. Aarhundrede (med Mønter fra Kejser Anastasius’ Tid, 491—518).
Man synes ogsaa at kunne tegne forskellige Bevægelser og Bøjninger i Strømretningen. I Landene Vest for Øresund og især paa Fyn ere ikke faa Guldskillinger fremdragne fra Tiden før Kejserrigets Deling, medens Forholdet skifter i den følgende Periode, da disse Landskaber blive fattige paa Fund; det er nu Øerne i
- ↑ 1. Brystbillede af Valentinian III, vestromersk Kejser 425—455; Rev.: Kejseren med en Sejrsgudinde i Haanden. 2. Theodosius II, østromersk Kejser 408—450: Rev.: Konstantinopel som Gudinde.
Danm. Riges Hist.
I 13
