TREDJE AFSNIT.
SAGNTID OG SAMFUNDSTILSTANDE.
I.
Kong Skjold.
Hvad der nu skal fortælles, er de Danskes Sagnhistorie. Vi rykke ikke derved frem i Tidsfølgen. Det er nemlig ikke saa, at efter de Afsnit, som vi nu have skildret, især ved Hjælp af Oldsager og Mindesmærker, følger den danske Sagntid. Sagnenes farverige og underfulde Begivenheder foregaa midt inde i disse Tidsrum, hvis materielle Fremtræden vi have søgt at belyse, deres Personer ligge jordede i disse Høje, de berømte Konger have maaske svunget de Vaaben eller prydet sig med de Smykker, som vi have bevaret i vore Museer, men vi veed Intet derom. Og vel kunne vi ogsaa inden for Sagnene skelne mellem, hvad der er ældre eller yngre, men Sagnskikkelserne mangle ethvert Fodfæste i Aarstal. Et Folks Sagnhistorie er dets Morgendrømme, alt, hvad det mindes, da det vaagner til historisk Liv og søger at samle de flygtende Erindringer. Skønt og lysende ser det ud, og man har næsten Indtrykket af, at det bedste og største, som er timedes et Folk, skulde ligge bagved og ikke vil gentage sig.
I øvrigt mangler der ikke disse Sagndrømme Virkelighed, thi hvad Folket har oplevet, spejler sig deri. En enkelt Gang kan det lykkes Forskningen midt inde i Sagntiden at gribe en Begivenhed, som den ved Hjælp af andre Oplysninger kan omsætte til Historie, fæstne til Sted og binde til Tid. Men selv om Sagnet er uvirkeligt og Begivenheden aldrig oplevet, eller dog ikke oplevet af dette Folk, er det dog som ældgammel Erindring gaaet ind i dets Eje, og Sagnet har ved sit Liv i menneskelige Sjæle haft den store Betydning at være nærende Brød for Folkets Aandsliv, kvæge dets Fantasi og forme dets Karakter.
