105
Kong Skjold.
Ifølge gammel Opfattelse nedstammer et Folk fra en fælles Stamfader, fra hvem det ogsaa har taget sit Navn i Arv; saaledes havde ifølge Saxo Grammaticus og danske Aarbøger Danerne Dan til Ætfader og første Hersker. Efter en anden Tradition, som findes i Svend Aagesøns Krønike, var derimod Skjold den første Konge over Danerne; han hed saa, fordi han som et Skjold skærmede alle Rigets Grænser. Og derom ere i hvert Fald alle Kilder enige, at det var efter denne herlige Drot, at Kongestammen bar Navnet Skjoldunger. Om Skjolds Historie lyder der berømte Sagn, men underligt nok er en af de skønneste Fortællinger om ham gaaet i Glemme i Danmark, medens den er bleven opbevaret i England. Ved den skulle vi først dvæle.
Der kom engang til Øen Skane i Oceanet et rorløst Skib til Land; der var intet levende Væsen om Bord uden en lille sovende Dreng. Han laa paa et Skjold, Hovedet hvilede paa et Kornneg, og rundt om var der spredt skønne Vaaben og prægtige Smykker. Landets Indbyggere toge vel imod den fremmede Dreng, som de gav Navnet Skjold (Scyld); ja, da han blev voksen, valgte de ham endog til Konge. Skjold styrede Landet med Kraft og Hæder; han tvang Ungdommen til at opgive et daadløst Liv i Gæstehallen og til at udføre mandige Bedrifter. Derfor oprandt ogsaa en rig og frugtbar Tid for Landet, der blev saa mægtigt, at de omboende Folk ydede Danerne Skat.
Da efter en lang berømmelig Regering Skjolds Dage skred til
Ende, lod han sin Hedenfart anordne netop saaledes som hans
Komme havde været. Derom synger det angelsachsiske Beovulfdigt
saaledes:
Nu Frist af Dage
for Skjold fuldtaltes,
imod Herrens Rige
Helten stunded.
Ham da bragte
til Bølgestranden
fuldkære Fæller,
som selv han det fordred
i rundne Aldre,
han Riget raaded,
Skjoldunge-Vennen,
Landets hulde Værner.
Dér ved Havnen stod
jernstævnet Snekke,
Fyrstens Fartøj,
isglat, sejlfærdig.
Lagde de da
livsalig Konge,
Ringenes gode
Giver ved Masten
i Barmen af Baaden.
Af kostbar Byrde,
af Smykker det bugned
Danm. Riges Hist.
I 14
