107
Det danske og engelske Sagn om Kong Skjold.
da forladt han fandtes,
men Trøst han og fanged:
voksed under Himlen,
hobed sig Hæder,
indtil alle
ved Hval-Havets Vove
langtom byggende
lydig sig bøjed,
ham Skatter skikked.
Han var god Konge!
Skjold er altsaa ifølge Kvadet kommet til Danmark som en Genføder af Folket, han har mødt Modstand hos den sløve Slægt, han har mandet den op til Daad, udvidet Rigets Grænser og bragt omsiddende Folk til at lyde sig. Men lignende Sagn kendes aabenbart af Saxo, hvis Fortælling vi skulle gengive.
Skjold — som var en Søn af Løther, der atter var en Søn af Danernes første Konge Dan — havde allerede som halvvoksen Dreng vist Prøve paa sin store Styrke og sit Mod. De Mænd, til hvem hans Opdragelse var betroet, havde engang tilladt ham at følge med paa Jagt, men i et Øjeblik, da Skjold var ene, blev han overfaldet af en vældig Bjørn. Den vaabenløse Dreng krystede den imidlertid i sine stærke Arme og fik den bundet med sit Bælte, hvorpaa de tililende Følgesvende dræbte den. Ligeledes fældede Skjold Kæmpen Atle og andre berømte Stridsmænd; han var da endnu ikke femten Aar gammel. »Alle dem, som levede et dvaskt Liv i Sus og Dus og som ved overdaadigt Levned sløvede deres Vilje, bragte han ved sin kraftige Virken og sit Eksempel til at tage sig mandigt sammen«. Paa en lignende bekræftende Maade fortælles det, hvorledes Skjold gjorde fremmede Folkeslag skatskyldige. Skate, en tysk Jarl, der var Skjolds Medbejler, da han friede til den skønne Alfhild, blev af Kongen udæsket til Holmgang. Kampen fandt Sted i Paasyn af den tyske og danske Hær, men Skjold dræbte Skate, hvorpaa Tyskerne bøjede sig under den danske Konges Vælde og sendte ham Skat.
Ikke blot i Krig, ogsaa i Fred udmærkede Skjold sig. Gamle slette Love bleve afløste af heldbringende nye. Saaledes paabød han, at den frigivne, som efterstræbte sin forrige Herres Liv, skulde træde tilbage i Trællestand. Skjold betalte Undersaatternes Gæld af sit eget Skatkammer, og han lod Lægemidler bringe til de syge. Høvdingerne gav han ikke blot Løn, han lod alt Byttet, de havde taget i Krigen, tilfalde dem, eftersom Æren maatte være nok for Fyrsten. — Saaledes lyder de Danskes Beretning om Kongestammens Fader; ogsaa den vilde have kunnet slutte med et Udbrud som det, der klang fra den angelsachsiske Skjald: »han var god Konge!«
14*
