112
Bjarke og Hjalte.
men udenfor fortsattes Kævlen, og Brudgommen udæskede Bjarke til Holmgang. I denne Kamp viste Bjarke igen sin Kæmpekraft, da han med et eneste Hug af Sværdet Løvi skar tværs gennem Agners Krop. Samme Lod fik de Stridsmænd, som løb til for at hævne Agners Fald.
Der fortælles ogsaa følgende om de to Kæmper. Engang mødte Bjarke i et Krat en vældig Bjørn, som han nedlagde med sit Spyd. Han bød derpaa Hjalte lægge Munden til og suge Bjørnens Blod, thi det vilde give ham umaadelig Kraft i hver Muskel og Sene; saaledes fik Hjalte Bjørnestyrke. Bjarke gjorde sig snart saa berømt og hædret ved sine tapre Bedrifter, at Rolf gav ham sin Søster Ruta til Ægte.
Kong Rørik havde ikke lagt Skjul paa sin Karrighed. En anden af de samtidige Konger var i Virkeligheden lige saa smittet af den usle Last, skønt han talte højt om sin Rundhaandethed, ja erklærede, at i den bestod Fyrsternes sande Smykke. Det var Adils, Konge i Upsala. Han havde ægtet Rolfs Moder Yrsa; først med Aarene lærte hun dog sin Ægtefælles lumpne Karrighed at kende og tog da ikke i Betænkning at spinde Rænker mod Adils. Yrsa lod som om hun var opbragt paa sin Søn, og overtalte Kongen til at indbyde Rolf til Upsala, hvor man da kunde lægge Baghold for ham.
Rolf tog mod Indbydelsen og drog af Sted med alle sine Kæmper. Adils modtog dem vel og lod et stort Gæstebud anrette. Som de nu sad ved Drikkebordet, spurgte Adils Rolf, hvilken Dyd han satte over alle andre. Rolf svarede: »Udholdenhed. Men sig mig nu, Adils, hvilken Egenskab Du sætter øverst?« Herpaa svarede Svenskeren: Gavmildhed.
Kongerne vare dog enige om, at Udsagn kun var Ord, og at en Prøve burde finde Sted. Og til en saadan kom det straks. Thi et blussende Baal var tændt i Salen, og Rolf og hans Krigere vare bænkede saaledes, at de snart maatte lide under den forsmædelige Hede; enhver Udgang var dem spærret. Vel satte de Skjoldene mod den Side, hvorfra Heden kom svarest, men den anden Side var uskærmet, og deres Udholdenhed sattes paa en haard Prøve. En af Ternerne søgte vel at komme dem til Hjælp, idet hun slog Spundsen af en Tønde, saa at Øllet løb i Ilden. Til sidst blev Heden dem dog for stærk, og Rolf og hans Kæmper kastede nu Skjoldene over Ilden og raabte:
Øge vil vi Ilden
i Adils’ Huse,
